NHL: Aagaard gjorde fin figur i træningskamp

Foto: Jan Korsgaard

Mikkel Aagaard var på isen for Calgary Flames, da holdets unge talenter fredag spillede træningskamp mod Winnipeg Jets’ ditto. Flames vandt kampen med 4-1, og Aagaard efterlod et fint indtryk.

Mål eller assists blev det ikke til fra 20-årige Aagaard, som havde fået chancen, fordi Morgan Klimchuk var ude med en skade, men ifølge Ryan Pike fra Calgary Flames-sitet FlamesNation, gjorde den unge frederikshavner det ganske godt.

Mikkel Aagaard er blevet inviteret med på Calgary Flames’ rookie camp, hvor han har muligheden for at vække så meget opsigt, at han måske får en kontrakt med Flames’ organisation. I sin første NHL-træningskamp nogensinde måtte Aagaard en tur i straffeboksen, da han blev idømt en udvisning for tripping.

Flames’ rookie camp fortsætter indtil torsdag i næste uge. De unge Flames-talenter skal spille yderligere to træningskampe i den Young Stars-turnering, holdet er med i. Lørdag gælder det opgøret mod Edmonton Oilers og mandag møder Calgary-spillerne Vancouver Canucks.