NHL: 7-6 til Toronto, Andersen i sæsonens største krise, men hyldet af træneren

Foto: Dinur

Forsvaret sejler, Frederik Andersen synes ude af form og Toronto Maple Leafs ligner et køretøj, der ikke er gearet til den forestående vigtige periode og slutspillet om Stanley Cup.

I nat dansk tid var Maple Leafs involveret i endnu en målfest, og denne gang dog med positivt udfald, eftersom angrebsprofilerne leverede varen. Det blev 7-6 efter, at Philadelphia havde været foran 5-2. To reduceringer af Jake Muzzin i slutningen af anden periode skabte håb for Toronto, der formåede at vende kampen i sidste periode – og scorede fem gange i træk. 

For Frederik Andersens vedkommende var det tredje kamp på stribe, hvor han spillede langt under sit topniveau. Danskeren reddede blot 14 af de første 19 skud – og endte med en redningsprocent på 79 – men i modsætning til de seneste to kampe, lod træner Babcock danskeren blive inde. Og hyldede derefter sin målmand. 

– Gutterne leverede “the hell of a job” for at vinde den her kamp for Freddie. Han har vundet for os et hav af gange i den her sæson, og det her var bare payback. Jeg tror virkelig på, at modgang bare er bump på vejen, der gør dig stærkere. Jeg tror virkelig på Freddie, det gør spillerne også. Han er en virkelig god mand, tager ting personligt og han skal nok komme over det her. Han har den mentale toughness, der skal til for at gå dybt i slutspillet, og den her periode er en lille test for ham. Sådan en test er god, sagde træner Mike Babcock efter kampen.

Andersen selv hyldede holdkammeraterne: 

– Fremragende arbejde af dem. For mit vedkommende virker det til, at alt defensivt går imod mig for øjeblikket. Selv situationer, der ikke er farlige, bliver alligevel farlige. Det er en smule frustrerende, men det gælder bare om at finde en vej til at komme forbi. Jeg ville ønske, at jeg havde gjort det bedre i den forgangne uge, men nu må jeg bare arbejde mig ud af det, og jeg er glad for, at vi fik de to point, lød det fra den danske målmand.