NHL: 7-4 Toronto, Andersen udgik skadet mod Anaheim

Foto: Jan Korsgaard

Frederik Andersen og Toronto vandt i nat med ganske sikre 7-4 over Andersens gamle klub fra Anaheim. 

Det var en match, hvor de “unge vilde” fra Toronto dominerede kampen. Både Auston Matthews og William Nylander dominerede kampen med hver tre point og var umulige at stoppe for Anaheim, der havde veteranen Ryan Miller i buret.

Nyheden fra kampen – set med danske øjne – var dog ikke af den gode slags. 

Frederik Andersen udgik nemlig efter 33:45 minutter. Han havde på det tidspunkt reddet 25 af 28 mulige Anaheim-skud og lod sig erstatte af Curtis McElhinney. 

Toronto Sun beskrev episoden således:

“7-4-sejren kom i hus minus “Leafs MVP” Andersen, der blev knockoutet halvvejs i kampe, da Corey Perrys luftbårne venstre skøjte ramte Leafs-målmanden under masken/hjelmen, da Perry faldt over Maple Leafs-forsvareren Ron Hainsey.”

“Andersen blev ikke skåret, men kastede sin hjelm og gemte kæben i sine handsker, før han skøjtede i omklædningsrummet – formentlig for at blive undersøgt for hjernerystelse. Det var nok til at skabe panik op og ned af Bay Street (gaden, hvor Torontos hjemmebane ligger), men træner Mike Babcock var opmuntret efter at have talt med Frederik Andersen efter kampen.

– Jeg tror, han er ok – og vi må se, hvordan det ser ud tirsdag morgen til træning, sagde Babcock.