NHL: 47 redninger førte Winnipeg til 4-1-sejr

Foto: Jan Korsgaard

Sikke en start for Winnipeg Jets i Conference-semifinalen i NHL. Jets vandt med hele 4-1 hos Nashville Predators, men bag de klare cifre skjuler sig en eminent målmandspræstation af Connor Hellebuyck, der reddede hele 47 skud. 

Nashville arbejdede stenhårdt på at chokere gæsterne fra start og skød 15 af de 19 første skud i kampen. Men Hellebuyck var uhyre stærkt kørende og fremad banen hoppede pucken den rette vej for gæsterne, der endte med at tabe skudstatistikken 48-19.

Men hvad gør det, når man fører serien 1-0?

Brandon Tanev satte 1-0-målet for Winnipeg i første periode, og i anden periode leverede tilbagevendte Nikolaj Ehlers sit tredje slutspilspoint for sæsonen, da han assisterede på Paul Stastnys 2-0-scoring.

Og det var ikke blot en regulær andenassist af Ehlers. Helt alene i egen zone tog han pucken og drev den op gennem flere Nashville-spillere, inden han sendte den på mål. Patrik Laine skød på Pekka Rinne, der reddede i første omgang, inden Paul Stastny stod klar til at hugge retur nummer to i kassen.

Mark Scheifele scorede i slutningen af tredje periode, lige midt i Nashvilles jagt på reducering, der først fik resultat kort inde i tredje periode, da Kevin Fiala reducerede.

Flere Nashville-spillere talte efter kampen om, at de spillemæssigt havde leveret sæsonens bedste kamp, men at pucken bare ikke hoppede den rette vej. Måske i kamp to, hvor Nashville igen har hjemmebane om et par dage?

Nikolaj Ehlers spillede 12:47 minutter for Jets, der også havde fyldt hal på hjemmebane, hvor holdets vilde fans så kampen på storskærm.