NHL: 44 Andersen-redninger og Toronto-sejr i storopgør i nat

Foto: Jan Korsgaard

Der stod rigtig meget i de canadiske medier op til kampen mellem Toronto og Edmonton i nat. Wayne Gretzky – og flere andre legender – var på lægterne for at se det første opgør nogensinde mellem de to unge superstjerner Auston Matthews (Toronto) og Connor McDavid (Edmonton), der begge er kommet nærmest svimlende godt fra start.

Så derfor ikke megen omtale af den dårlige redningsprocent hidtil hos Frederik Andersen og svenske Jhonas Enroth, begge har ligget under 88 procent hidtil i sæsonen. Specielt Andersen har som nydesignet førstemålmand måttet stå for heftig – og berettiget – kritik, efter en række kampe under normalt niveau.

Derfor passede det sikkert den rolige dansker fint at andre tog hovedrollerne op til kampen. Andersen tog den i nat i kampen.

Hverken Connor McDavid eller Auston Matthews scorede nemlig mål i det prestigefyldte opgør, som Toronto hev hjem med 3-2. Det gjorde Toronto-centeren Nasem Kadri til gengæld. Han scorede to gange og afgjorde kampen i overtid, og nede i Maple Leafs-målet præsterede Frederik Andersen hele 44 redninger på 46 skud og overstrålede kollega Cam Talbot i Edmonton.

Andersen blev kåret til second star i kampen og Toronto Sun – en af de lokale aviser – tøvede ikke med at kalde danskerens kamp for den bedste af Andersen i sæsonen.

“Andersen finding his groove” var overskriften på avisens sportsforside på nettet efter kampen i nat, og Andersen selv kaldte også sin kamp for “en af de bedste” i sin foreløbige Toronto-tid.