NHL: 33-årig Jeremy Colliton overtager som Chicago-coach

Det bliver en ganske “grøn” træner, der overtager Chicago Blackhawks efter legenden Joel Quenneville, der blev fyret i går. 

Den blot 33-årige Jeremy Colliton, der senest trænede Chicagos AHL-hold i Rockford, blev altså lynhurtigt forfremmet og bliver en nærmest sensationelt ung træner i verdens største ishockeyliga. 

Så sent som i 2005 var han på Canadas juniorhold ved VM, hvor han spillede sammen med en af dem, han nu skal træne i form af Chicago-backen Brent Seabrook. Stadig aktive NHL’ere som Dion Phaneuf, Shea Weber, Jeff Carter, Sidney Crosby, Ryan Getzlaf, Mike Richards, Corey Perry og Patrice Bergeron var også en del af det daværende Canada-hold. 

Colliton stoppede sin aktive karriere i 2014, og inden han kom til Nordamerika, trænede han Mora i Allsvenskan og førte klubben op i SHL efter en sejr over Leksand i kvalserien. I sidste sæson lykkedes det for ham at holde Mora oppe i SHL, inden han altså valgte den nordamerikanske vej. 

Colliton er meget skattet og populær i Sverige, hvor både medier og hans tidligere spillere hylder ham for det nye job og næsten kalder ham “svensk”. 

En lille dansk tvist er der også omkring Colliton. I 2014 stoppede han sin aktive karriere i Mora på grund af en hjernerystelse og trådte ind som cheftræner midt i sæsonen.

Her afløste han såmænd Herlevs nuværende træner, Patric Wener, der trådte af som cheftræner og overgik til sportschef i klubben, så Wener var altså den første sportslige “chef” for den nye NHL-træner.