New York Rangers fik øjnene op for dansk ishockey for mere end 30 år siden

22-årige Nicklas Jensen blev fredag tradet til New York Rangers. Dermed kan han blive den første dansker, som går på isen i NHL for den amerikanske traditionsklub, men Rangers har faktisk haft et godt øje til dansk ishockey siden 1984.

New York Rangers var nemlig den første NHL-klub, der draftede en dansk spiller. Det skete i 1984, hvor klubben i niende runde af draften valgte den dengang 18-årige Aalborg-forward Heinz Ehlers. Ehlers nåede aldrig hele vejen til NHL, men han havde en stor karriere i både svensk og tysk ishockey.

I 1986 kiggede Rangers igen mod Danmark, da de skulle vælge spillere i draften. Her fandt newyorkerne endnu en 18-årig forward i Jylland. Denne gang var navnet Søren True, som på daværende tidspunkt spillede for Skovbakken. True blev valgt i 12. runde af draften, men ligesom Heinz Ehlers nåede han heller ikke til NHL.

Søren True forsøgte i slutningen af 1980’erne og starten af 90’erne at slå igennem i Nordamerika, hvor han spillede små 200 kampe i IHL. Størstedelen af karrieren blev dog tilbragt hjemme i Danmark, hvor True var en stor profil i både Odense, Rungsted og Herlev samt på det danske landshold.

Der skulle gå en årrække, før New York Rangers igen kiggede mod Danmark, men i 2012 skete det på ny. Klubbens talentspejdere havde fået øje på en ung gut, som for anden sæson i træk kunne hæve mesterskabspokalen med Herning Blue Fox. Navnet var Thomas Spelling, og han var i en alder af bare 19 år allerede en stor profil i den bedste række i Danmark.

Rangers valgte Spelling allerede i femte runde af NHL-draften, og det var ganske overraskende, at newyorkerne valgte at sikre sig rettighederne til den målfarlige wing så forholdsvis tidligt i draften. Spelling forsøgte at spille sig tættere på NHL-drømmen i sæsonen efter, at han var blevet draftet, men det gik ikke helt efter planen.

Thomas Spelling fik chancen i den svenske klub Rögle. Han fik syv SHL-kampe for klubben, men spillede mest på Rögles juniorhold. Spelling var desuden lejet ud til Allsvenskan-klubben Oskarshamn i en kort periode.

Efter en enkelt sæson i Sverige tog Thomas Spelling hjem til Danmark. Her skrev han kontrakt med SønderjyskE, som han fortsat spiller for i dag. Spelling er en af de absolut største profiler i Metal Ligaen, hvilket han også understregede i sidste sæsons slutspil, men det ligger ikke i kortene, at han får chancen for at spille sig til en kontrakt med New York Rangers, som han har været til prøvetræning hos.

På nuværende tidspunkt ligner Nicklas Jensen altså det bedste bud på at blive den første danske spiller, som kan trække New York Rangers-trøjen over hovedet. Jensen skal i første omgang spille for Rangers’ farmerklub i AHL, men mon ikke han på et tidspunkt får chancen for at spille i NHL for Broadway-klubben, som har haft et godt øje til dansk ishockey siden 1984?