Nedtur for Nazarov: Fyret både hos Kasakhstan og hos Barys Astana

Foto: Jan Korsgaard

Andrei Nazarov er en temmelig kontroversiel træner, der både i sin spiller- og trænerkarriere har været i et hav af slagsmål og masser af anden ballade.

Så sent som i weekenden var han coach for Kasakhstans landshold ved OL-kvalifikationen i Norge. Det er han ikke mere. På grund af, at det ikke lykkedes med kvalifikationen – og at VM i maj betød nedrykning, blev Nazarov i dag afskediget som landsholdscoach.

Og ikke nok med det. Klubjobbet som træner for Barys Astana er også røget efter en dårlig start på KHL-sæsonen med tre nederlag og den kontroversielle sag i forsæsonen, hvor Nazarov mentes at have en finger med i spillet, da Denis Ryspaev gik amok i en testkamp og siden udelukket på livstid.