Nail Yakupov – det forkerte førstevalg

Foto: Lisa Gansky

Et ulykkeligt ægteskab, som nok ender i skilsmisse. Det må være status på forholdet mellem Edmonton Oilers og forwarden Nail Yakupov, som sandsynligvis er i gang med sin sidste sæson i den canadiske NHL-klub.

Historien om Nail Yakupov er historien om en ung russer, som gjorde sine hoser grønne ved at spille to pointmæssigt flotte sæsoner i canadisk juniorhockey for senere at blive valgt som den første spiller af alle i 2012-draften, hvor Edmonton Oilers for tredje år i træk valgte først.

Men det er også historien om en nu 22-årig forward, som slet ikke har levet op til forventningerne i NHL, og som i dén grad trænger til luftforandring. Det sidste blev soleklart, da det i søndags kom frem, at Nail Yakupov før årets trade-deadline anmodede Oilers’ general manager Peter Chiarelli om at blive tradet.

Nail Yakupov er lynende hurtig, og han har et bredt arsenal af offensive egenskaber. Fysisk mangler han en del, defensivt er han ikke god og spilforståelsen kniber det eftersigende også med. Det kan måske forklare, at status på hans NHL-karriere hidtil er 108 point i 249 kampe, hvor han står noteret for miserable -89 i plus/minus-statistikken.

Det er ikke imponerede tal for et tidligere førstevalg i draften, men sandheden er nok, at Yakupov aldrig skulle have været valgt af den canadiske klub, som i denne sæson misser slutspillet for tiende år i træk. Det mente klubbens daværende talentspejdere i hvert fald ikke.

Sportsnets reporter Mark Spector fortæller, at kun to af de 11 talentspejdere, Oilers havde tilknyttet omkring 2012-draften, mente, at klubben skulle bruge sit førstevalg på den russiske wing. Den ene af de to ombestemte sig endda undervejs. I første omgang hældte han til at vælge Alex Galchenyuk, som var holdkammerat med Yakupov i Sarnia Sting og nu har succes i Montreal Canadiens.

Ni af de 11 talentspejdere mente, at Edmonton skulle vælge backen Ryan Murray, som i stedet endte med at ryge til Columbus Blue Jackets, der havde andetvalget i 2012-draften. Oilers’ ledelse valgte dog – af uransaglige årsager – at se bort fra talentspejdernes anbefalinger og tog Nail Yakupov.

Yakupov var konsensusvalget i draften. De største nordamerikanske medier og de mest anerkendte eksperter spåede, at russeren ville blive taget som den første spiller i draften, men de Edmonton-spejdere, som havde fulgt russeren allertættest, påpegede store problemer i hans spil, som fik dem til at råde klubben til ikke at vælge ham.

Talentspejderne var imponerede over Yakupovs fart, hans offensive egenskaber og hans gode skud, men de mente ifølge Mark Spector bare, at der var et stort problem: Nail Yakupov vidste ikke, hvordan han skulle udnytte sit fremragende skud og sit eminente skøjteløb. Med andre ord: Hans spilforståelse var elendig.

Derudover burde det nok også have talt kraftigt imod Yakupov, at Oilers i forvejen havde en række wingtalenter i Taylor Hall, Jordan Eberle og Magnus Pääjärvi. Det var klubben uden tvivl opmærksomme på, da man valgte russeren, men holdningen var, at klubben ønskede at tage den på papiret bedste spiller i en draft, hvor der ikke var noget generationstalent at bruge førstevalget på. Så kunne man altid trade ham senere.

Det ‘senere’ kan snart være nu. Yakupov vil væk, og Oilers er indstillede på at finde nye græsgange til ham. Ægteskabet mellem Nail Yakupov og Edmonton bliver aldrig lykkeligt, og derfor er et trade en naturlig løsning for begge parter. Problemet er bare, at Oilers nok ikke kan få ret meget for Yakupov.

Prisen på wings er generelt ikke særligt høj i NHL. Middelmådige centere, backer og målmænd bliver ofte tradet til en højere pris end wings, som faktisk producerer ret pænt med point. Nail Yakupovs pointsnit er ikke specielt højt. Hans defensive mangler og tvivlsomme spilforståelse trækker meget ned, og indtil videre har han ikke forløst sit offensive potentiale. Derfor får Oilers svært ved at få ret meget for ham.

Et draftvalg i bunden af første runde eller en back til tredje backparret er nok umiddelbart den højeste pris, klubben får for Nail Yakupov. Men okay, hvad mere kan man næsten forlange for en spiller, som nok aldrig finder sig til rette i Edmonton og som klubben ifølge sine egne scouts skulle have ladet passere? En spiller, som i øjeblikket tegner til at blive det ringeste førstevalg siden 1999-draftens Patrik Stefan?