Når sølv er den ringeste trøst

Det er ikke nemt at finde ord, når man har vundet en finale. Det er umuligt at finde ord, når man har tabt en finale. Næsten umuligt, i hvert fald.

Hør bare Rasmus Nielsen, der blev interviewet umiddelbart efter kampen på TV2 Sport. Skuffelsen undertrykker alt andet.

Direktør Torben Skovsgaard havde kræfter til en enkelt kommentar til Herning Folkeblad.

– Jeg synes godt nok, det er tungt det her. At se Esbjerg feste i vores hal, mens vi står her og har tabt guldet. Inden sæsonen tror jeg, vi alle gerne havde solgt den for sølv, men lige nu er det godt nok en ringe trøst, sagde han.

– Det er svært og stå at analysere på det nu. Vi tabte i overtid, men gjorde hvad vi kunne for at vinde, synes jeg. Jeg synes, vi spillede en god overtid, men de fik et enkelt godt skift – og så scorede de, lød den korte og klare analyse fra Daniel Nielsen overfor Blue Fox TV.

Kristoffer Lauridsen til samme medie:

– Alle de point og mål, der er lykkedes, er egentlig meget tåget for mig lige nu. Det er langtfra tilfredsstillende at stå med sølv nu. Specielt ikke efter en overtid, hvor vi sidder på hele spillet og alligevel taber. Overordnet set er det måske en ok sæson, men når man står med en sølvmedalje i dag, er det svært at være tilfreds. Det er livet, og det er hockey, lød det fra Lauridsen.