Myllykoski tager to år mere i lyseblåt

Foto: Jan Korsgaard

Den finske målmand Joni Myllykoski har i halvanden sæson været ankermand for SønderjyskE, og finnen har ført sønderjyderne til et enkelt dansk mesterskab, og blev ligeledes i samme sæson – 2014/15 – udtaget til Metal Ligaens All Star-hold.

Det skriver SønderjyskE i en pressemeddelelse her til morgen.

Administrerende direktør Klaus B. Rasmussen kalder Myllykoskis underskrift for en “nøglesigning”.

– Målmanden er utrolig vigtig på et ishockeyhold, og jeg mener faktisk, at Joni Myllykoski er den dygtigste målmand i Metal Ligaen. Det er ikke tilfældigt, at han blev kåret til Metal Ligaens All Star Team i forrige sæson.

– Han er en sikker, sidste skanse, og han bringer i kraft af sit overbevisende spil og meget stærke reflekser den fornødne ro ind på holdet. Han er en dedikeret og super professionel spiller, som altid optræder utroligt seriøst uanset om det er på banen eller i alle andre sammenhænge, lyder det fra Rasmussen.

– Kontraktforlængelsen med Joni Myllykoski er én af hjørnestenene i vores opbygning af det nye hold frem mod den kommende sæson, og vi glæder os til at få ham tilbage i truppen efter en velfortjent sommerferie, understreger Klaus B. Rasmussen.