Moses skifter til KHL-klub

Den amerikanske forward Steve Moses vender tilbage til KHL, hvor han har skrevet under på en kontrakt for resten af sæsonen med storklubben SKA St. Petersburg.

26-årige Moses blev topscorer i KHL i sidste sæson, hvor han tørnede ud for finske Jokerit. Han greb herefter chancen for at slå igennem hjemme i Nordamerika, hvor han underskrev en et-årig kontrakt med NHL-klubben Nashville Predators.

Steve Moses nåede dog aldrig at optræde i NHL for Nashville. Han har spillet 16 kampe og lavet syv point for Predators’ farmerklub Milwaukee Admirals i AHL, men nu vender han altså snuden mod Rusland og St. Petersburg, hvor han bliver holdkammerat med blandt andre den tidligere NHL-stjerne Ilya Kovalchuk.