Morten Green bliver spilleragent og rådgiver

Foto: Jan Korsgaard

Så er næste skridt i Morten Greens karriere en realitet. Den tidligere landsholdsanfører bliver fra 1. maj agent og rådgiver hos Sports Management Group Inc. (SMG), skriver agenturet i en pressemeddelelse, som lyder således: 

For få dage siden blev det offentliggjort, at Morten Green stopper karrieren på isen, når indeværende sæson er afsluttet for hans vedkommende.

I første omgang lægger Green alle sine kræfter i at komme så langt som overhovedet med hjerteklubben Rungsted i det kommende slutspil.

Men når den dåd er overstået, overgår Morten Green til en tilværelse som agent og rådgiver for ishockeyspillere hos velrenommerede Sports Management Group Inc. (SMG) som ejes af Bjarne Madsen, Gunnar Svensson – Sverige og Marc Levine – USA.

Morten Greens flotte, aktive karriere tager dermed sin definitive afslutning, og Rungsted-anføreren glæder sig til at komme ud og øse gode råd ud over den næste generation af ishockeyspillere.

– Det er noget nær den perfekte løsning for mig. Jeg har selvfølgelig overvejet at gå leder- eller trænervejen som mange af mine kolleger, men omvendt ville det formentlig også betyde, at min familie og jeg skulle fortsætte med at flytte rundt.

– Nu var vi flyttet hjem for at blive, og mit nye job betyder, at vi fortsat kan have fast base hjemme i Danmark. Selvfølgelig vil der være en del rejseaktivitet, men det kan tilpasses, siger Morten Green.

Hos SMG skal Morten Green i første omgang primært agere på det skandinaviske og danske marked, lyder det fra Bjarne Madsen, der er virksomhedens mand i Danmark og Europa for øjeblikket.

– Morten har spillet rigtig mange sæsoner i svensk ishockey, og jeg vil skyde på, at han kender 70-80 procent af aktørerne, der agerer på det svenske marked. Herhjemme har han også detaljekendskab til ishockeymiljøet, så jeg er ikke i tvivl om, at han bliver en god mand for os, siger Madsen.

Morten Green har været tilknyttet SMG siden 15 års-alderen, så Madsen, Svensson og Green forbliver altså på den måde som et stærkt team. Green begynder i SMG 1. maj 2018.

– SMG som virksomhed skal også tænke videre frem til næste generation, og her er Morten også et oplagt emne. Det er noget, vi har talt om de seneste sæsoner, så det har ligget i luften, at han skulle træde ind i SMG. Vi glæder os meget til samarbejdet, siger Bjarne Madsen.

– Jeg har oplevet og afprøvet så mange ting i karriere, at jeg har masser at give videre til både rutinerede og kommende dygtige ishockeyspillere. Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang med min nye karriere. Det er fantastisk, at jeg kan forblive i den ishockeyverden, jeg holder så meget af, siger Morten Green.