Video: Montreal udspillede Boston under åben himmel

Den moderne NHL-klassiker, udendørskampen med navnet Winter Classic, blev traditionen tro afviklet nytårsdag. Boston Bruins var på hjemmebane, men gæsterne fra Montreal virkede mest veloplagte og tog teten.

Lars Eller og resten af Canadiens-mandskabet satte sig tungt på kampen fra første faceoff, og det lykkedes canadierne at vinde det imødesete opgør mod ærkerivalerne fra Boston med 5-1 efter en overbevisende indsats.

Montreal vandt skudstatistikken for første periode med hele 14-3, men endnu mere udtrykt var canadiernes dominans, hvis man så på det samlede antal skudforsøg i perioden, hvor også skud, der er gået forbi mål, tælles med. Her noterede Canadiens sig for 27 skud i de første 20 minutter, mens Bruins blot forsøgte sig fire gange.

På måltavlen førte Montreal 1-0, da spillerne første gang skøjtede til pause på Gillette Stadium, som normalt er hjemmebane for NFL-holdet New England Patriots. David Desharnais scorede gæsternes mål allerede efter et minut og 14 sekunders spil.

Paul Byron sørgede for endnu en drømmestart til Canadiens i anden periode, da han scorede til 2-0 efter to minutters spil. Boston kom bedre med som periodens skred frem – blandt andet takket være flere powerplays – men sidst i perioden blev det 3-0 ved tilbagevendte Brendan Gallagher, som spillede sin første kamp siden 22. november.

Hjemmepublikummet fik lidt at juble over tidligt i tredje periode, hvor Matt Beleskey reducerede for Bruins, men glæden varede kort. Fem minutter senere skaffede Max Pacioretty nemlig Montreal en ny tremålsføring, da han sendte 4-1-scoringen ind bag Tuukka Rask i Boston-målet.

Bruins virkede modløse efter 4-1-målet, og halvandet minut før tid blev scoren endnu mere ydmygende for hjemmeholdet, da Paul Byron lukkede til slutresultatet 5-1 med sit andet mål i kampen.

Lars Eller, som var den første danske deltager i en Winter Classic-kamp, spillede 14 minutter og 20 sekunder for Montreal. Eller måtte en tur i straffeboksen for en hooking i begyndelsen af anden periode, og til sidst i opgøret fik han to plus to minutter før roughing efter en infight med Bostons Jimmy Hayes, som fik samme straf.

Brendan Gallagher blev kåret til kampens first star efter en flot comebackkamp, mens Montreals målmand Mike Condon, der er vokset op i Massachusetts og er stor fan af New England Patriots, som havde lånt sin bane ud til dagens kamp, blev kampens second star med sine 27 redninger.

Se højdepunkter fra kampen her: