Modløse Frederikshavn tabte igen til Aalborg

Foto: Jan Korsgaard

Aalborg Pirates – Frederikshavn White Hawks 5-1 (0-1, 3-0, 2-0) Et næsten fyldt Gigantium bød velkommen til det tredje lokalbrag på bare fem dage. Som altid var stemningen høj i Gigantium mellem de to fanklubber og allerede inden kampen blev der sunget frem og tilbage. 

Selvom Aalborg kom bagud i 1. periode, så havde de igen fuld kontrol over kampen, og det lignede en mindre sportslig massakre af Frederikshavn i de sidste 40 minutter.

Frederikshavn lignede efter udligningen i starten af 2. periode et hold, der var tappet for energi, for der var ingen gejst, gnist eller ild i øjnene, som man kunne have forventet til sådan et lokalbrag.

Til kampen havde Aalborg skrevet Sebastian Brinkman Andersen på skadeslisten, mens backen Mads Larsen var skrevet på skadeslisten i Frederikshavn, der dog gav comeback til Ales Sova og Mark Müller Larsen.

Det var Aalborg, der kom bedst ud til kampen og kom til de bedste og største chancer. Indenfor de første fem minutter havde Peter Quenneville, Henry Hardarson, Pierre-Olivier Morin og Kirill Kabanov haft store muligheder, men Thomas Lillie havde igen fundet storspillet frem og taget det med til Aalborg.

Aalborg fik kampens første powerplay, hvor Olivier Hinse sendte pucken igennem målfeltet med helt tomt mål. Kort tid efter det Frederikshavns tur til at komme i powerplay, hvor Kristoffer Lauridsen sendte pucken på den ene opstander, og det markerede et større pres fra Frederikshavn.

Roberts Jekimovs fik serveret pucken midt i slottet, men Tadeas Galansky nåede at få flyttet sig foran skuddet.

Clay Anderson mistede pucken bag mål, og Nick Olesen opsnappede den hurtigt og trak ind foran Galansky, der blev afdriblet og pucken lagt i nettet. 0-1 efter 1. periode.

Normalt spiller Aalborg ikke særligt godt i anden periode, men i aften var den tæt på perfekt. Der skulle bare gå 25 sekunder, så lå pucken for første gang bag Thomas Lillie. Jeppe Jul Korsgaard smed ind foran mål, og Kirill Kabanov skulle bare sætte staven på, og udligningen var i hus.

Aalborg blev ved at presse Frederikshavn tilbage i egen zone, og det lignede et langt powerplay, selvom begge hold var fuldtallige. Det endte også med et to scoringer fra Pete Quenneville. Første gang gik han køkkenvejen, da han havde opsnappet pucken bag mål, og Lillie havde ikke nogen mulighed for at gøre noget.

Anden gang var med under 30 sekunder tilbage af perioden, hvor han ladede kanonen og klappede pucken i nettet til 3-1 og noget, der lignede en afgørelse. 

Midtvejs i 3. periode havde Frederikshavn White Hawks skrevet på liveopdateringen på sin Facebookside:

“Politiet er ankommet – Må håbe, det er fordi de har fornemmet en forbrydelse, hvis White Hawks skal komme herfra med sejren. Det vil være forbrydelse ved højlys dag.”

De Aalborg-fejl, der kunne bringe gæsterne tilbage i kampen, kom aldrig, og Aalborg kørte sejren sikkert hjem. Med omkring fem minutter igen begyndte Frederikshavn at satse mere offensivt, men det gav store muligheder til Aalborg.

Først var det Olivier Hinse, der udnyttede det til at sende pucken ind ved den fjerneste stolpe uden chance for Thomas Lillie. Under et minut senere var Thomas Lillie ikke helt uskyldig, da Christopher Frederiksen sendte pucken mod mål, og den kom igennem udstyret og trillede stille i nettet.

Det lignede en udskiftning af Thomas Lillie, men han signalerede til boksen, at han ville spille kampen færdig, og havde det ikke været for Lillie, så kunne nederlaget sagtens have været to-cifret.

Aalborgs fans havde en fest på tilskuerpladserne, hvor der blev sunget, at der var ferie på torsdag til Frederikshavn, og stepper Frederikshavn ikke op på torsdag, så ligner det unægteligt det, der kommer til at ske i det nordjyske derby. 

Publikum kårede Tadeas Galansky som kampens spiller for Pirates, men Peter Quenneville spillede også en stor kamp, hvor han igen blev kampafgørende, som han havde været det i fredags i den første kamp. Selvom Thomas Lillie lukkede fem mål ind, så var han Frederikshavns bedste spiller, og havde det ikke været for ham, så havde nederlaget været endnu større.