Mitchell: Slut i Odense, vil gerne tilbage til Danmark

Foto - Bluelinemedia.dk

Det lå en smule i kortene, at det var en afskedshilsen, da Dale Mitchell i sidste uge skrev en længere hilsen til fansene i Odense, hvor han opfordrede dem til at støtte op omkring Odense Bulldogs i fremtiden. Nu er det sikkert og vist: Dale Mitchell har spillet sin sidste kamp i Odense.

Men det er slet ikke sikkert, vi har set det sidste til den livlige canadier i Danmark. Han vil nemlig gerne fortsætte med at spille ishockey i Danmark, siger han til Faceoff.dk.

– Jeg vil gerne blive i Europa og gerne spille i hvert fald fire fem sæsoner endnu. Jeg spillede et år i Østrig og jeg nød det, men Danmark har været et virkelig godt sted for mig, og jeg kan lide Metal Ligaen. Som jeg skrev på Facebook for nylig: Da jeg kom her, var der fire eller fem hold, der kunne vinde mesterskabet, nu er det alle hold, der kommer med i playoff. Og i grundspillet kan alle slå alle. Det nyder jeg. Vintrene er også dejlig lune her i Danmark. Det er et godt sted, hvor jeg sagtens kunne forestille mig at fortsætte, siger Mitchell til Faceoff.dk. 

Om sit farvel til Odense Bulldogs siger han: 

 – Jeg fik et opkald i sidste uge fra Henrik (Benjaminsen, formand og sportslig ansvarlig i Odense) om, at de ikke ville være i stand til at tage mig tilbage til klubben. Det var en hurtig samtale, og vi skal have et længere møde, men han forklarede mig, at det var på grund af alt det med økonomien, som de er i gang med at løse, siger Dale Mitchell til Faceoff.dk.

Når det er sagt, så har Dale Mitchell også selv haft en fornemmelse af, at han skulle videre i karrieren efter fire sæsoner i Odense.

– Jeg har intet dårligt at sige om klubben, organisationen og fansene. Alle har været så hjælpsomme overfor mig og min familie, og min søn er født her i byen. Det var virkelig ærgerligt, hvad der skete i den her sæson, for jeg har altid haft et ønske om at vinde mesterskabet med Odense. Nu bliver jeg 29 år, og har stadig et ønske om vinde et mesterskab og hvis målet i Odense er at udvikle et nyt hold, så er det måske også tid til at finde et nyt sted for mig, siger Dale Mitchell. 

På den måde endte Mitchells eventyr i den fynske hovedstad med en gensidig skilsmisse i god ro og orden.