Min bedste VM-oplevelse: Hey, Denmark

Kristi Himmelfartsdag er stille og rolig, men VM venter forude og for at fejre det, disker vi op med en række fortællinger om “min bedste VM-oplevelse”.

Lars Johansen har set ishockey siden 1998, har tidligere skrevet for FACEOFF og ligaens website, og er til daglig dedikeret fan af Rungsted Ishockey og Colorado Avalanche. Her fortæller han om sin bedste VM-oplevelse, Finland 2003.

Turen til Finland tilbage i 2003 står stadig højt i hukommelsen, når jeg tænker tilbage på de ishockeyture, jeg har været på gennem årene.

Siden jeg som 16-årig så min første landskamp tilbage i 1999, Danmarks 6-1 sejr over Tyskland, og det efterfølgende B-VM guld, var drømmen at komme til at se de danske drenge prøve kræfter med verdens bedste nationer. Det var derfor med en fantastisk fornemmelse i kroppen, at jeg satte mig i bussen på vej hjem fra Ungarn med en vished om, at året efter var A-VM virkelighed.

Mens mine klassekammerater havde travlt med at nyde de sidste skoledage inden studentereksamen, pakkede jeg tasken og satte kursen mod Tampere i Finland. I modsætning til de tidligere års ture var der bare mange danskere i Finland. Det er nok ikke helt skudt ved siden af, når jeg siger, at der til åbningskampen mod USA var flere danskere i hallen, end de afgørende kampe i den hjemlige liga kunne samle.

Selvom stemningen var høj i hallen, var der en vis nervøsitet, for det var jo stormagten USA, vi skulle møde. Men hold da fast for en dansk entre på den store scene. Med en følelse i kroppen som havde de danske drenge snuppet VM-guldet, indtog et par tusinde danske hockeyfans nattelivet i det finske.

Overalt hvor vi kom hen, blev vi budt varmt velkommen af de lokale, der mødte os med et kæmpe smil og ”hey, Denmark”, mens de rakte armene i vejret og efterfølgende spurgte, om vi ville have en øl.

Glemmer sent, da jeg sammen med nogle venner løb ind i den finske legende, Esa Tikkanen, på en bar, hvor den tidligere Stanley Cup-vinder efter en drink eller to over tørsten bluffede med at han ville sælge en af sine cup-ringe for 1000 Euro.

Kampen mod Rusland blev, som så mange af kampene mod dem, en kold dukkert, hvor euforien ramte en hård mur, så realiteterne så småt dukkede op igen. Efter nederlaget mod Schweiz i sidste gruppekamp stod det klart, at Danmark havde reddet livet, men at man udover en billet til næste års VM også havde spillet sig i mellemrunden, hvor selveste Canada og mægtige Sverige med Peter Forsberg og Mats Sundin ventede.

Tanken om at kunne se min helt store helt, Peter Forsberg, spille mod et dansk landshold var for fristende til at forpasse, så fødderne var kun lige sat på dansk grund igen, inden turen igen gik mod Finland – denne gang med Helsinki som destination.

Helsinki bød på en række sjove møder med nogle af VM’s stjerner. En sen aften på McDonalds – det eneste sted der havde åbent på det tidspunkt, var der et par kendte ansigter i køen, det var nemlig flere af de danske landsholdsspillere, der nød den kommende fridag med en tur på kasino og et pitstop på McDonald’s, inden det gik hjem.

VM-euforien fik endnu et hak op, da det blev til 2-2 mod selveste Canada. Følelsen af at Danmark kunne gå hele vejen, var der igen. Der var dog ikke så mange danskere at fejre den med, som efter sejren over USA, men stemningen i det finske var høj, lige indtil mødet med svenskerne.

Turen til Finland gav mig mange flere oplevelser, end jeg kan få med her. Oplevelserne på isen, mødet med en ny kultur, sammenholdet med andre hockey fans, så mange at jeg næppe kan få dem alle med, men man glemmer bare aldrig sit første A-VM.