Min bedste VM-oplevelse: Da Peter Forsberg forsvandt

Kristi Himmelfartsdag er stille og rolig, men VM venter forude og for at fejre det, disker vi op med en række fortællinger om “min bedste VM-oplevelse”.

Jens Arnborg dækkede A-VM for TV3 i 2003, 2004, 2005 og 2006. Her fortæller han historien om et par helt specielle interviews med en af en ishockeyens største stjerner nogensinde:

Jeg var i den syvende himmel! Verdens bedste ishockeyspiller, Peter Forsberg, havde lige taget sig tid til at svare på mine spørgsmål efter det svenske landsholds formiddagstræning i den finske by Tampere.

Han havde endda svaret med både glød og humor om sit forhold til Kim Staal og et par andre af de danske spillere. Det var verdensklasse!

Det var godt nok gået lidt hurtigt alt sammen, og den svenske pressechef havde gjort sit til at stresse situationen både for mig og min fotograf, men nu var interviewet i kassen. Jeg var ekstatisk og kunne ikke vente, til jeg skulle fortælle min redaktør, at at TV3’s seere nu ville få et interview med selveste Foppa i optakten til slaget mellem Danmark og Sverige dagen efter.

“Ved du, hvor stort det her er?” spurgte jeg fotografen, mens vi med kamera, mikrofon og stativ under armen gik ned til den lille skurvogn ved skøjtehallen, hvor vi redigerede alle indslag. “Det svarer til at interviewe Maradona. Eller Bill Clinton!”

Nogle dage forinden havde Danmark sensationelt slået USA med 5-2. Sikke en entré på den største ishockeyscene!

Indrømmet, det amerikanske landshold anno 2003 bestod primært af spillere fra farmerholdene, men sejren havde ikke desto skabt ishockeyfeber i det meste af Danmark. At være med på første parket som ishockeyglad reporter for TV3 var som en drøm.

Jeg husker, hvordan Line Baun Danielsen græd i vores lille studie i skøjtehallen efter sejren – og jeg husker landstræner Mikael Lundströms første ord efter kampen, som var det i går: “Jeg er dybt, dybt stolt af mine spillere,” sagde den sympatiske svensker til mig og de danske tv-seere.

Vi svævede alle sammen på en lyserød sky efter sejren. Det gjorde spillere og fans. Og det gjorde vi også på TV3’s VM-redaktion. At opleve dansk ishockeyhistorie udfolde sig på den måde – ja, at være midt i det – fik os til at glemme alt om stress og deadlines.

Jeg husker, hvordan jeg efter Danmarks sejr faldt i søvn på toilettet på mit hotel efter en lang, lang dag i skøjtehallen og redigerings-skurvognen. Og jeg husker, at mit vækkeur ringede tre-fire timer senere – klokken 5:30 om morgenen. Det var lige meget, for vi var midt i en ishockeydrøm.

Og nu havde jeg så minsandten stået ansigt til ansigt med Peter Forsberg himself. Mig og Foppan! En ung uprøvet journalist fra Lind og verdens bedste ishockeyspiller. Hvor vildt var det lige?
Men så kom skuffelsen.

I skurvognen satte fotografen båndet i afspilleren, spolede tilbage og trykkede play: Først et par fødder og det grå betongulv uden for det svenske omklædningsrum. Så en pludselig bevægelse og nogle rør i loftet. Derefter en stemme, der siger “Nu kommer han sgu. Er du klar?” Til sidst Peter Forsberg, der stiller sig op foran kameraet – smilende, men uskarp. Og derefter ingenting.

Vi spolede panisk tilbage. Der måtte være sket en fejl. Vi trykkede play og fik den samme korte historie: Fødder, betongulv, rør, Forsberg, der stiller sig op foran kameraet – og så ingenting. Ingen sjove anekdoter om Kim Staal. Intet interview. Ingenting.

Fotografen – i øvrigt én af de bedste jeg nogensinde har arbejdet sammen med – var grædefærdig.

“Hvordan kunne det ske?”

Svaret var oplagt. Ved en fejl, var der blevet trykket på recordknappen, mens vi med høj puls kæmpede for at få lov til at lave interviewet med verdensstjernen, så da han endelig kom og var klar, var et tryk på recordknappen lig med OFF. Ikke ON.

Nedtur!

Men engang imellem skal man ikke græde over spildt mælk. Slet ikke, når man er midt i en ishockeydrøm. Oplevelsen kunne ingen jo tage fra mig. Selv om det ikke længere kunne bevises, havde lille Jens fra Lind ved Herning stadig talt med verdens bedste ishockeyspiller. Og endda fået ham til at grine. Så skidt med, at TV3’s seere ikke fik lov at kigge med.

Med mindre…! Jeg havde fået en idé. Samme aften skulle Sverige spille mod Rusland. Måske kunne vi få Forsberg i kassen dér? Efter kampen ville spillerne jo være til rådighed for pressen i kort tid i den såkaldte mixed zone. Det var vores chance!

En ellers tiltrængt friaften blev inddraget. Fotografen og jeg tog i skøjtehallen – målrettede som bare pokker, men samtidig lidt flove over at skulle stille en superstjerne de samme spørgsmål, som vi havde stillet ham bare nogle få timer tidligere.

Da kampen nærmede sig sin afslutning (Sverige vandt 4-2), bevægede vi os ned i mixed zone, og pludselig – næsten som et deja vu – stod han igen foran mig. Peter Forsberg. Verdens bedste ishockeyspiller.

“Så kører vi!” sagde jeg til fotografen. “Det er jeg også,” lød svaret, og den røde lampe på kameraet bekræftede, at ja, nu fik vi Peter Forsberg i kassen. I andet forsøg.

Klokken 1:30 lagde jeg mig i hotelsengen og faldt i søvn med et brag. Det er hårdt at være i den syvende ishockeyhimmel to gange på en dag.