Miller genforenes med Colin Vock i Esbjerg

Adam Miller var for to sæsoner siden en del af en af Metal Ligaens stærkeste kæder, hvor han sammen med Colin Vock og Mathias Bau hærgede turneringen for Frederikshavn White Hawks.

I dag har Esbjerg Energy netop offentliggjort, at Miller er hentet for resten af sæsonen som den ottende import i det vestjyske. 

Amerikanske Miller blev i Danmark kendt som en både målfarlig og pålidelig centerspiller, der i sine to sæsoner i Danmark snittede godt 1,4 point pr. kamp.

Nu kan han i teorien genoptage sit samarbejde med Colin Vock, og mon ikke Esbjerg-træner Mark Pederson pønser på at sætte de to gamle makkere sammen igen og på den måde for alvor få krudt i Vock igen?

-Det er en kæmpe fordel, at han kender ligaen og den danske mentalitet. Jeg har selv kendt til Adam i mange år, lige fra hans karriere i ECHL, hvor jeg var træner for én af de konkurrence klubber, til sit holds vundne asiatiske mesterskab i 2014 og senest en afgørende profil hos Frederikshavn, så vi glæder os til, at han bliver en del af teamet, siger træner Mark Pederson i en pressemeddelelse fra Esbjerg Energy.

Adam Miller, der ellers har klaret sig fremragende i det meste af sin karriere, kommer fra et pointmæssigt middelmådigt ophold i Orli Znojmo i EBEL, hvor han leverede otte point i 17 kampe. Ifølge den østrigske hjemmeside SportReport var Miller – før han kom til Esbjerg – til prøvetræning i den tjekkiske Extraliga-klub Litvinov, hvor han altså ikke spillede sig til en plads.

Nu venter Danmark igen for Adam Miller, der ligner et rigtig godt køb for Esbjerg til den afsluttende del af sæsonen. Måske lige så godt som Jordan Knackstedt i fjor?

Det er en rigtig god signing, vi har lavet her på et meget svært marked. Adam Miller indeholder alt det, vi har ledt efter. En spiller med store lederegenskaber, der producerer mange point, og som også gør sine medspillere bedre. Samtidig kan også give vores powerplay spil en ekstra dimension med sit gode overblik, så han vil få en stor rolle hos
os, siger Esbjerg-træner Mark Pederson.