Mikkel Holten Møller stopper karrieren

Foto: Jan Korsgaard

Efter Tobias Kisum i sidste uge sagde farvel og indstillede karrieren, er det nu blevet tid til endnu en lokal Rungsted-dreng til at sige farvel til sporten. Også med det civile liv som begrundelse. Mikkel Holten Møller, der også har spillet ligahockey i Herlev, siger farvel til sporten på eliteplan. Det skriver Rungsteds hjemmeside.

– Jeg har ikke tid til at spille på den måde, som det kræves for, at være med på eliteniveau. Jeg bliver færdig med mine jurastudier til næste februar og i de sidste 10 måneder vil jeg gerne dedikere mig mere til disse studier. Jeg har også lige fået et studiejob, så det vil jeg også godt gøre mig umage med, forklarer han.

Mikkel Holten Møller nåede lige at runde de 250 kampe på liganiveau, inden han sagde farvel og tak.

– Jeg vil altid følge Rungsted både på eliteplan, men så sandelig også i amatørafdelingen, der også ligger mit hjerte meget nær. Jeg sætter stor pris på, at have været en del af den positive udvikling som klubben har gennemgået over de seneste år. Der arbejdes stenhårdt på at skabe de bedst mulige rammer for spillerne, hvor for eksempel klubbens arbejde med at hjælpe spillerne og deres kærester med job og uddannelse kan nævnes som et eksempel på dette, lyder det.