Mikkel Bødker kommer ikke med Danmark til VM

Foto: Bridget Samuels

Mikkel Bødker kommer ikke til VM for Danmark, selv om den hurtige danske forward er slået ud af NHL for denne sæson. På grund af sin uafklarede kontraktsituation har han truffet beslutningen om at sidde VM over i denne omgang. Mikkel Bødker er afklaret, men ærgerlig over situationen, skriver DIU i en pressemeddelelse.

– Efter mange overvejelser og samtaler med min agent har jeg taget beslutningen om ikke at spille VM denne gang. Det har på ingen måder været en let beslutning, men jeg er pt. uden kontrakt og denne sommers forhandlinger kommer til at være meget vigtige for min karriere, siger Bødker, der i løbet af sæsonen skiftede fra Arizona til Colorado.

– Jeg elsker at repræsentere Danmark og dansk ishockey, men som min situation er lige nu føler jeg, at det er for stor en risiko at løbe. Jeg ser frem til at få mine kontraktforhold på plads henover sommeren og glæder mig naturligvis til at være tilbage for landsholdet i OL-kvalifikationen samt repræsentere Danmark ved World Cup of Hockey, lyder det fra Mikkel Bødker.

Landstræner Janne Karlsson:

Naturligvis ville vi gerne have budt velkommen til en så fremragende spiller som Mikkel Bødker, men vi må også respektere den situation, han står i. Han har altid villigt stillet op for Danmark, når han kunne og det er forståeligt, at der er en vis påpasselighed over for en evt. skade i et år, hvor han skal skrive den kontrakt, der formodentlig vil definere resten af karrieren, siger han.