Mikkel Aagaard skifter til universitetshockey i Canada

Foto: Jan Korsgaard

For mange kom det som en ganske stor overraskelse, at Mikkel Aagaard pludselig blev meldt som “released” i sin AHL-klub Springfield Thunderbirds. 

Aagaard har nemlig gjort det ganske fortrinligt i de to sæsoner, han har været i AHL og ECHL og har hængt rigtig godt fast i AHL, mens han har produceret rigtig godt, når han har været sendt ned til ECHL.

Senest – i denne sæson – spillede han AHL for Springfield og ECHL for Manchester Monarchs, men den karriere er nu droppet til fordel for canadisk universitetsishockey. 

Her skal Mikkel Aagaard i de kommende sæsoner spille ishockey, mens han studerer, og han er faktisk allerede begyndt på University of Guelph, hvor han skal spille for Guelph Gryphon, der spiller i Usports i East Division under Ontario University Athletics. 

Det bekræfter Aagaard selv overfor Faceoff.dk. 

Det er resultatet af en ret velovervejet beslutning, for 31. januar 2018 var nemlig sidste frist, hvis Mikkel Aagaard skulle bruge det scholarship, han havde optjent via sine sæsoner i OHL. I de canadiske juniorligaer optjener man rettighederne til at spille universitetshockey – også selv om man har prøvet sig af som professionel i en periode. 

Men fristen og muligheden for universitetshockey udløb altså nu for Mikkel Aagaard, og derfor var danskeren tvunget til at vælges spor. Professionel eller en uddannelse med ishockey inkluderet? 

 – Ved siden af ishockey har jeg altid prioriteret min skole og uddannelse højt. Min optjente OHL-skolepakke, der inkluderer et akademisk og et sportsligt scholarship, udløb ultimo januar 2018. Det er begrundelsen for, at jeg har truffet mit valg nu, siger Mikkel Aagaard fra Canada.

– University of Guelph er blandt de bedste universiteter i Canada – både med hensyn til uddannelse og ishockey.  Jeg læser fagene til linjen “Business and Accounting”, som altid har haft min interesse, tilføjer han. 

Og hvad med VM i Danmark. Hvordan ser du mulighederne der?

– Jeg fortsætter min træning som hidtil – både on and off ice – og vil fortsat fokusere på min ishockeykarriere. Det er mig altid en ære at repræsentere Danmark og måtte landstræneren efterspørge mig til landsholdstruppen, vil jeg altid være klar, siger Mikkel Aagaard