Meyer slog Gentofte

Aalborg Pirates – Gentofte Stars 5-2 (0-0, 3-2, 2-0) 2035 tilskuere havde fundet vej til Gigantium denne tirsdag aften, hvor der skulle hentes vigtige point til kontoen for begge hold.

Aalborg for at komme med i kampen om ottendepladsen, mens Gentofte kunne lukke netop Aalborg og Herlev ude med minimum ni points forspring.

Aalborg var uden Jeppe Jul Korsgaard og Lasse Bo Knudsen, der er i Finland med U20-landsholdet. Eneste skade, som Aalborg havde til kampen var backen Anders Thode, der dog er i fremgang.

Derudover gik snakken på, at Nicolai Meyer skulle have meldt sig syg til kampen, men det var ikke til at se på hans spil i aften.

Aalborg kom godt ud til perioden med stor vilje, og kom til flere gode chancer ved blandt andre Olle Liss og Nicolai Meyer, men Teemu Seppänen var klar i målet, når det virkelig brændte på. Teemu Seppänen var årsagen til, at Gentofte kunne gå til pause efter 1. periode med 0-0.

Aalborg havde et par powerplays i løbet af perioden, hvor man især var farlige i det første via en mand foran Teemu Seppänen i Gentofte-målet. Gentofte kom til enkelte sporadiske chancer, men når de kom ned foran Marcus Lundell afviste han dem ganske sikkert.

Målfesten startede i 2. periode, da Nicolai Meyer fik stresset Gentofte-forsvaret til at miste pucken, og så kunne Meyer tage turen mod Seppänen i målet, hvor han satte pucken ind i bedste Frans Nielsen-stil med baghånden. Et par minutter fik Cody Kunyk forsøge at gøre Meyer kunsten efter, men Lundell var klar i målet.

I situationen måtte Robin Karlsson dog hooke ham, hvilket gav powerplay til Gentofte. Da Magnus Leth Nielsen sendte pucken direkte ud blandt publikum, så fik Gentofte muligheden i fem mod tre i næsten to minutter.

Den mulighed udnyttede Luis Blak Olsen, da han sendte pucken i det tomme mål bag Lundell, da pucken kom direkte fra banden.

Aalborg fik også deres muligheder i powerplay, hvor Robin Karlsson tæt under mål sendte pucken i mål efter, at Lars Lundin havde sendt et skud på stolpen. Aalborg tog sig en gevaldig blunder, da Emil Møller Rasmussen let kunne udligne til 2-2.

Aalborg endte dog med at gå til pause med en føring, da Nicolai Meyer var hurtigst over en puck, der lå løs i klumpspillet foran Seppänen, og han sendte pucken højt i nettet uden chance for Seppänen i målet.

Aalborg startede også 3. periode med god fart, hvor man blev ved med at ligge pres på Gentofte i store dele af perioden. Gentofte forsøgte at forchecke højt på isen, for at stresse backerne til at lave fejl, men Aalborg bevarede roen og spillede sig sikkert ud af presset.

Meyer ville også have sit hattrick i kampen, og det fik han, da han – igen – kom afsted i et breakaway, og Meyer viste, at han har mere end et trick i ærmet, da Seppänen regnede med en puck i baghånden, gik Meyer i forhånden og scorede sikkert. Traditionen hedder, at der kastes hatte på isen, når der scores hattrick, og der var også en enkelt, der fulgte op på det.

Meyer var ikke færdig endnu, hvor han scorede til 5-2 mod slutningen af kampen i powerplay, hvor Olle Liss satte ham rigtig godt op med en tværpasning gennem zonen og uden chance for Seppänen i målet. Tiden randt ud, og Aalborg kunne notere sig tre vigtige point i kampen om slutspillet.

Nicolai Meyer var med fire mål kampens helt store spiller og nærmest en enmandshær for Aalborg i aften. Med 51 point er han igen suveræn etter i Metal Ligaens pointliga.