Metal Liga-restart: SønderjyskE

Vi skal i gang med Metal Ligaen igen. Det bliver forrygende og med et tæt kampprogram i den kommende måned. FACEOFF-online.dk-redaktør Michael Søvsø lynvurderer i løbet af mandagen de fem holds hidtidige sæson og ser frem mod de kommende hårde måneder.

Indtil nu: SønderjyskE har ikke tabt en eneste kamp i ordinær spilletid og holder førstepladsen foran Frederikshavn – endda med en kamp mindre. Det er formentlig over forventningen hos den regerende mesterklub, der blot er begyndt sæsonen med fire imports og alligevel synes skræmmende stærke. Lidt skuffende egentlig, at sønderjyderne ikke er blevet udfordret mere og hårdere af konkurrenterne.

Næsten 3000 tilskuere i gennemsnit vidner om vedvarende holdbarhed i opbakningen – sønderjyderne er vilde med ishockey. Eneste nedtur i første del af sæsonen var farvellet til Metal Cup med to klare nederlag mod Esbjerg.

Spørgsmålstegn: Lige nu er der vel kun et par stykker. Kan sønderjyderne holde kadencen gennem en hel sæson eller er man ved at toppe for tidligt. Og holder sulten efter sejr i en hel sæson og i slutspillet med?

Individualisten: Blandt mange fine præstationer må Cory Quirk fremhæves. Han er ikke en type, der markerer sig med ballade eller råber højt, men Quirk scorer bare de vigtige mål. Og leverer fremragende og intelligent spil, kombineret med hårdt arbejde. Metal Ligaens mest værdifulde spiller indtil nu.

Perspektiverne: PJ Fenton er kommet og begyndt at træne med sine nye holdkammerater. Han har gode papirer og kender de europæiske baner efter mange år i Tyskland. Umiddelbart en gedigen forstærkning. Desværre – set med danske øjne – skubber det en af de unge spillere ud af holdet, måske lidt for tidligt på sæsonen.  Forvent også, at SønderjyskE indenfor en måneds tid offentliggør en ny og formentlig fysisk tung back. Mestrene bliver svære at matche i givet fald.

Stjerner (fra 1 til 5): ***** – en femstjernet optakt for sønderjyderne i Metal Ligaen. Er det i virkeligheden en fordel at begynde tidligt med hårde kampe i Champions Hockey League og få betydende kampe i benene? Noget tyder det på det. I hvert fald her i efteråret 2015.