Metal Liga-restart: Rungsted Ishockey

Foto: Jan Korsgaard

Indtil nu: Rungsted begyndte sæsonen med et heftigt 2-7-nederlag i Odense, og derfra er miseren mere eller mindre fortsat for nordsjællæderne. Dog med enkelte lyspunkter til følge. Eksempelvis sejren på 5-2 over Herning, hvor Rungsted udspillede sit potentiale – måske eneste gang hidtil i sæsonen?

Spørgsmålstegn: Har Rungsted bredde nok til at holde en hel sæson? Truppen har været hårdt ramt af skader, og det ser ud som om, at det tynger hårdt. Tilsyneladende er klubbens hold i 1. division ikke stærkt nok til at supplere op med folk. Samtidig halter målscoringen gevaldigt hos Rungsted, og det kan hænge sammen med, at powerplayspillet for eksempel ikke fungerer overhovedet. Det er noget, Eller og Holten Møller kommer til at arbejde heftigt med.

Individualisten: Med Morten Greens ankomst til Rungsted kom både forventninger og jubel, men indtil har Green haft stolpe ud, ikke scoret mål og heller ikke levet op til det forventede. Men efter et par landskampe med scoringer og sejre kommer Morten Green måske hjem til Rungsted som forvandlet. Han må i hvert fald kunne levere mere end hidtil, og kommer han i gang, løfter holdet sig helt sikkert.

Perspektiverne: En fæl start for Rungsted, men som direktør Thomas Friberg hæftede sig ved, da jeg talte med ham senest, så har indstillingen om ikke andet været på plads i de fleste kampe. Så hvis boblen brister på den positive måde, kan trenden måske vendes. Også med Joachim Holten Møller tilbage som krumtap. Der MÅ være mere i det mandskab.

Stjerner (fra 1 til 5): * – Jeg troede i den grad på, at Rungsted havde holdet til en top fire-placering, men der skal ske meget, hvis den vurdering skal realiseres. En enkelt stjerne for enkelte gode kampe – og det kan, som vurderingen antyder, kun blive bedre.