Metal Liga-restart: Odense Bulldogs

Vi skal i gang med Metal Ligaen igen. Det bliver forrygende og med et tæt kampprogram i den kommende måned. FACEOFF-online.dk-redaktør Michael Søvsø lynvurderer i løbet af mandagen de 10 holds hidtidige sæson og ser frem mod de kommende hårde måneder.

Indtil nu: Det er virkelig gået op og ned for Odense Bulldogs. Først to sikre kvartfinalesejre i Metal Cup mod Herlev, som sikrer fynboerne en stor mulighed for at få en finale i den her sæson. Derefter en ligastart, hvor det skiftevis er spillemæssig eufori og defensiv elendighed. Og det er ikke blot backerne, der skal skoses, men hele holdet, der indimellem glemmer forsvarsspillet totalt. Det koster mål.

Spørgsmålstegn: Netop det defensive arbejde er Odenses akilleshæl, og der bliver til tider praktiseret en regulær gang indianerhockey. Underholdende at se på, men det koster mål imod.

Og så sidder en solid Morten Andreasen udenfor og spiller 1. division. Måske er det blevet for sent og parterne for uforsonlige, men tænk, hvis sportslig leder Henrik Benjaminsen, træner Gratton og Morten Andreasen kunne mødes over en kop kaffe eller en Jolly Cola i stedet for i byretten i Odense. Kunne de blive gode venner, ville det blive en win-win for alle parter og en virkelig anselig forstærkning til den fynske bredde.

Individualisten: Dale Mitchells form er stort set lig med Odenses form. Er den lille canadier i topform og arbejder han og kollegerne baglæns, så vinder Bulldogs ofte. Mitchell har dog også store minusser i plus/minus-statistikken på sin konto, så der skal både han og flere af de andre imports forbedre sig. Men Mitchell er igen i denne sæson en af de mest levende spillere overhovedet i Metal Ligaen – om man kan lide ham eller ej.

Perspektiverne: Odense har ligesom i fjor spillet med stort set tre faste kæder – og så en fjerdekæde, der indimellem har fået lov at komme ind. Skal Odense videre fra kvartfinale, skal træner Gratton prøve flere og anderledes konstellationer, samtidig med, at ledelsen formentlig bliver tvunget til at hjælpe ham med en enkelt forstærkning. Vel nok en stærk allround-back – hvis man kan finde en sådan.

Stjerner (fra 1 til 5): ** – To stjerner til Odense for at have store problemer med at matche topholdene i Metal Ligaen. Kun mod Rødovre (6-2 ude) er det blevet til en sejr, ellers er pointene udelukkende hentet fra holdene i den nedre halvdel. Det holder ikke i længden – eller i slutspillet.