Metal Liga-restart: Gentofte Stars

Vi skal i gang med Metal Ligaen igen. Det bliver forrygende og med et tæt kampprogram i den kommende måned. FACEOFF-online.dk-redaktør Michael Søvsø lynvurderer i løbet af mandagen de 10 holds hidtidige sæson og ser frem mod de kommende hårde måneder.

Indtil nu: Gentofte begyndte sæsonen med tre nederlag, og straks tænkte man, at Stars ville synke mod bunden igen i denne sæson. Men otte kampe på stribe uden nederlag i ordinær spilletid kanonerede holdet direkte opad i tabellen. Et herligt og frisk pust til Metal Ligaen med et nyt hold oppe på de sjove pladser i tabellen.

Spørgsmålstegn: Gentofte har klaret sig et par kampe uden både Cody Kunyk og Roberts Jekimovs, men spørgsmålet er, om truppen er helt bred nok, hvis der er flere nøglespillere, der går i stykker på samme tid over en længere periode. I givet fald ser Stars-truppen knap så bred ud, som Karsten Arvidsen kunne ønske.

Individualisten: Mine øjne åbnede i den grad op, da Karsten Arvidsens ved sæsonens åbningspressemøde præsenterede Cody Kunyk, som han lige havde hentet i lufthavnen. Kunyk har et hammer-CV og en enkelt NHL-kamp på tapetet, og har i den grad gjort en forskel hos Gentofte, som formentlig skal være glade for at holde på Kunyk bare i den her sæson.

Perspektiverne: Fantastisk sæsonstart for Gentofte Stars, men kan euforien fra sæsonstarten holde ved i det meget stille miljø, der hersker på hjemmebanen og omkring holdet? Stars er ikke vant til at være med i toppen af den bedste række, og den position skal også overvindes “mentalt” – specielt hos det danske crew på holdet. Men Arvidsens mandskab er allerede så meget i sikkerhed i forhold til “under stregen”, at holdet kan spille forholdsvis frit.

Stjerner (fra 1 til 5): ***** – Fem stjerner til Gentofte Stars for i den grad at have etableret sig i det fine selskab. Gode indkøb og en danskerstab, der har løftet sig. Flot sæson for Metal Ligaens “ukendte” mandskab, der er ved at blive kendt.