Metal Liga-preview: Rungsted Seier Capital

Vojens Efterskole
Foto: Jan Korsgaard

Nu er det snart fredag 14. september. Og endelig skal vi i gang med Metal Liga-hockey igen. Og det betyder naturligvis, at Faceoff.dk-redaktør Michael Søvsø i de kommende dage giver læserne et skarpt indblik i de 10 hold – og selvfølgelig slutter af med at tippe grundspillet. Her gælder det Rungsted Seier Capital:

Hvis jeg ikke husker helt forkert, så var Rungsted Seier Capitals oprindelige masterplan at blive mester senest i 2018 – altså sidste sæson. Her manglede nordsjællænderne marginalerne i semifinalen mod Herning for at den plan kunne blive endeligt gennemført.

Rungsted kunne dog glæde sig over en bronzemedalje og det faktum, at klubben nu synes at være fast inventar oppe i den bedste halvdel af Metal Ligaen. Det er slet ikke så tosset efter 15 års dansk ishockey med næsten total jysk dominans.

Holder Rungsted sig oppe i ”dansen med de store” i denne sæson? Der synes igen at være et fint potentiale i holdet, der trænes af Flemming Green. Han afløste tidligt på denne sæson Peter Johansson, hvis ambitionsniveau tilsyneladende var større end ledelsen i forhold til sammensætningen af truppen.

Udadtil kunne Johansson godt virke som en ”sur karklud”, men uanset hvad, så fik han faktisk fine resultater ud af både Frederikshavn, Odense og Rungsted i sin tid Danmark, selv om han ikke nåede en finale. Nu er han i IK Pantern, og Rungsted har indgået et spændende ægteskab med Flemming Green, der dermed overtaget teten fra kaptajn og lillebror Morten Green, der stoppede i fjor efter en strålende karriere.

Kort og groft kan man sige om Green, at han har kæmpe viden og erfaring fra både boks og analyse af og i international ishockey, men at han endnu ikke har prøvet sig selv af på højeste coachingniveau på seniorplan. Den opgave får han nu i Rungsted, og det er en dejlig satsning af klubben at køre med en dansk træner. Spændende, hvad Green kan udrette i boksen.

Thomas Lillie er udset til at være førstemålmand, og trods en småskidt sæson i fjor, fortjener Lillie mere kredit i den generelle debat, end han har. Det kan godt være, at han skulle have taget den afgørende puck for to år siden, da Frederikshavn var minutter fra at ryge i en DM-finale, men forinden havde han altså stået en flot sæson med ligaens bedste GAA på 1.92. Så der er masser af potentiale i Lillie, der også har banket på til en plads i Växjö-truppen i SHL, inden han vendte hjem til Danmark.

Bag ham står Jon Lee-Olsen, der i mange sæsoner efterhånden har været en meget pålidelig backup i den danske liga og nok skal vente fem-otte kampe for at blive holdt varm og for at Lillie får de nødvendige pauser.

Foran målmændene skal Tim Daly agere top-importback. Højreskytten kommer til sin første sæson i Rungsted og Europa, har lidt AHL-erfaring og spillede i sidste sæson i ECHL. Et ”klassisk” dansk indkøb, der kan blive til hvad som helst i den kommende sæson. Hans importmakker er svensk Simon Fredriksson, der kommer med tyngde og fysik, men er han hurtig nok til den danske liga, hvor det gode skøjteløb altid vækker forundring hos de nye imports.

Morten Jensen bliver dog – hvis ikke der sker et væsentligt negativt skifte i hans kadence – den back med mest spilletid i Rungsted i denne sæson. En dejlig ”Philip Larsen-type”, der elsker at gå med frem og besidder stor kreativitet. Jensen laver mange point og fortsætter han stilen fra i fjor, skal han ubetinget have chancen på landsholdet.

Joachim Holten Møller har sin kæmpe rutine at byde ind med, Mathias Røndbjerg er en etableret Metal Liga-back og så er der altså kamp om den sidste plads mellem Bertram Jelert og Oscar Schulze. Mon ikke Green holder dem begge varme?

Charlie Sarault lavede langt over et point i snit i sidste sæson for Kaufbeuren i DEL2, og der er store forventninger til canadieren i Rungsted. Med rette, kan man vel sige, når man kigger på hans statistikker og Europa-erfaring. Han bør blive en topspiller i ligaen.

Tyler Fiddler bliver formentlig hans makker i A-kæden. Fiddler kender vi fra både Esbjerg og Vojens som en mand, der altid byder ind med indsats, og der ingen tvivl om, at man i Rungsted forventer, at han løfter sig op over 40 point i grundspillet igen.

De øvrige tre imports kender vi i form af svenskerne Olsson, Bergman og Persson, der ser ud til som udgangspunkt at ende i kæde sammen. De er blandt de undervurderede imports i Metal Ligaen og specielt Mattias Persson er en artist, som fortjener mere anerkendelse. Går han lidt mere på mål, kommer han til at levere mange point.

Danskersiden: Nikolaj Rosenthal må have som mål at ramme 20 mål og 40 point – og måske få sin landsholdsdebut i denne sæson, hvor han måske kan snige sig ind i en giftig førstekæde med nordamerikanerne ved sin side.

Derefter rammer vi Nikolaj Krag-Christensen og Rasmus Andersson, begge gode typer med målscorerpotentiale, som med deres tyngde og målfarlighed sagtens kan rykke i en eventuel tredjekæde eller hvis en af dem får en plads i førstekæden nu og da.

Spørgsmålstegnet er Mikael T. Christensen, der startede sidste sæson helt suverænt, men altså røg ind i skader, der kostede ham en halv sæson og måske en plads i VM-truppen. Så godt spillede han nemlig begyndelsen af sæsonen, og kan han finde de takter igen, bliver han en kæmpe spiller Rungsted. Hans pålidelighed har man aldrig kunnet så tvivl om, og det han sidste sæson nåede at lægge til offensivt, var fremragende.

På den måde kan Rungsted altså levere tre kæder, der kan score mål. Nikolai Gade er en mand, der altid arbejder og kan sættes ind, hvor det er nødvendigt, Gustav Green kommer med stort talent og det samme gælder William Nistrup.

Skulle man pege på problemet i Rungsted, så er det dog, at der mangler bredde i både forsvar og angreb. To-tre skader vil koste hårdt, og Emil Oliver Christensens uventede exit var en streg i regningen.

Derfor går Rungsted efter at hente folk ind i løbet af sæsonen, og sportschef Morten Hagen kommer til at kigge efter danskere, der har problemer i deres udenlandske klubber. Det lægger Rungsted ikke skjul på i egen sæsonoptakt. Der er også mulighed for at hente en ekstra import, og den bruger nordsjællænderne også i løbet af sæsonen.

Hold øje med: Mikael T. Christensen var flyvende i sidste sæsons indledning, og finder han den kadence, bliver han igen et kæmpe hit i Rungsted og Metal Ligaen. Men han skal naturligvis først bevise – ikke mindst overfor sig selv – at han ”er der” igen.

Nøglespillerne: Thomas Lillie har et stort potentiale, som han – som skrevet ovenfor – viste frem i 2016/17-sæsonen. Hans målmandsspil bliver uhyre vigtigt for Rungsteds defensiv og stabilitet.

Prognose: Rungsted har et godt, men smalt hold. Derfor kommer meget an på, om holdet undgår en skadesbølge som i fjor. I fald at det lykkes at holde sig fra skader og hente to-tre forstærkninger, kan Rungsted sagtens bejle til top fire og måske også Final Four i pokalen i februar.