Metal Liga-nedtælling: Herlev Eagles

Fredag aften er det endelig så vidt. Metal Ligaen går i gang igen, og i den anledning gennemgår FACEOFF trupperne hos de 10 hold og tager pulsen på styrker, svagheder og imports her kort for sæsonstart. Vi begynder med 10’eren fra i fjor, Herlev Eagles, og lander hos mestrene fra Esbjerg Energy på fredag.

29 og 28 point i de to seneste sæsoner – begge præget af mange imports, masser af til- og afgange i løbet af sæsonen og såmænd også trænerskift. Pär Djoos fik kun en enkelt sæson i klubben. Så langt nåede Linus Fagemo ikke engang i fjor, hvor han måtte lade livet i jobbet midt i januar 2015.

Ind kom to skadede spillere i form af Dennis Bozic og Alexander B. Jensen, men det hjalp kun kortvarigt og en stadig tyndere spillertrup var med nedadgående moral ikke i nærheden af slutspillet. Nøjagtig som året forinden.

Nu satser Herlev så helt anderledes. Ind er kommet JP MacCallum i rollen som træner. En efter sigende stærkt dedikeret fyr, der tænker hockey 24 timer og elsker at arbejde med unge spillere. Anbefalet af Kim Staal, der har haft McCallum de seneste to sæsoner i Japan.

Makkerparret har haft succes, men MacCallum kommer på en helt ny opgave i Herlev, hvor han skal starte genopbygningen af et hold op over en længere periode.

For nu satser man i Herlev på, ar en række unge spillere – mange med rødder i andre klubber – skal blomstre via spilletid i DFDS Seaways Arena.

Uden at man på nogen måde skal dømme Herlev bort allerede her ved sæsonstart, så må man ud fra papiret konstatere:

Det bliver svært for ørnene at flyve i slutspillet i en sæson, hvor alle andre hold har oprustet.

Til gengæld bliver det uhyre spændende at se, hvordan en række spillere måske vokser med opgaven i form af mere istid. Dem vender vi tilbage til.

Evan Mosher og Marc Schläger skal nok få travlt i buret.

Den danske backup har en fin fortid, og har faktisk leveret en række fornuftige indhop i sine sæsoner i Herlev, og Metal Cup-kampen i lørdags – hvor Schläger hoppede ind efter første periode – beviste, at træner McCallum tilsyneladende ikke er bleg for at give ham chancer.

Så her har Herlev en rigtig fin dansk erstatning for Mosher, der kommer fra franske Gap, hvor han i sidste sæsons slutspil tabte duellen om posten til Clement Fouquerel.

Til gengæld var Mosher førstemålmand i det meste af grundspillet, hvor han leverede den sjettebedste redningsprocent i den franske Ligue Magnus.

Tidligere i karrieren gjorde han det så glimrende, at han via Quad City Mallards i ECHL faktisk lige var oppe at røre ved AHL – dog uden at få spilletid. Afgørende bliver det, hvordan Mosher agerer, når han – for første gang i karrieren – virkelig bliver beskudt.

To svenskere er hentet ind til at forstærke defensiven – af hver sin slags. David Sätmark er en ung, dynamisk og ambitiøs svensk spiller fra Malmö, der er gået en utraditionel vej for at hente erfaring, mens Alexander Sundström for tredje gang lander i Herlev for at give det unge mandskab rutine. Han giver tyngde og har SHL-erfaring med sig.

Derudover kommer Christian Vaagensø ind med sin sædvanlige erfaring og fine spilforståelse. Han var i den seneste Metal Cup-kamp parret med Emil Birk, der er kommet fra Frederikshavn med forventningen om mere spilletid og ansvar.

Det har han fået – og har endda brilleret med et par fine offensive aktioner og mål i løbet af forsæsonen.

Samme forudsætning som Emil Birk kommer Rasmus Vad Christensen med fra Esbjerg. Han har sin force i nærkampe og fysik og skal nok få den spilletid, han manglede i det vestjyske i DFDS Seaways Arena.

Benjamin Mauritzen fik 34 kampe for Herlev i sidste sæson, men er også en uerfaren spiller i det store billede.

Endelig er den blot 17-årige Mikkel Persson hentet i Rødovre som foreløbig syvendeback.

Solidt i 1. division i fjor, men Metal Ligaen er en helt anden verden, hvilket også gælder for de unge lokale gutter, Max Vilstrup Olesen og Frederik Lunde, der også er med i truppen.

I angrebet er Herlev hårdt ramt her i sæsonstarten. De to mest rutinerede spillere, Kim Staal og canadiske Brett Sonne, er begge skadet. Sonne i fem uger endnu, Kim Staal ved man ikke rigtig med. Han er i gang med genoptræning efter knæproblemer, og er lige så stille begyndt at røre isen igen.

Staal – sagde han selv i fredags til Faceoff.dk – har et meget smalt håb om at blive klar til fredagens premiere, men det kommer næppe så vidt. Og hvor lang tid går der før de to nøglespillere finder topformen igen?

Ærgerligt for Herlev, der altså i sæsonstarten mister 277 AHL-kamp fra Brett Sonne, der tidligere har været Junior 20-verdensmester med Canada og sin tid blev draftet helt oppe i tredje runde af St. Louis Blues. Han er tæt og fysisk stærk og ville have været et perfekt tilsæt for Eagles-angrebet.

Lige nu er det rent dansk. Og sikke et ansvar, der hviler på mange unge danske spillere – mange af dem med jysk og fynsk baggrund.

Andreas Søgaard Jensen var førstecenter mod Frederikshavn i Metal Cup, og han har slidt og slæbt med karrieren, siden han som helt ung skiftede fra Herning til Aalborg.

Siden tilbage til Herning og så til Herlev sammen med Linus Fagemo. Søgaard har et godt blik for spillet og spillede i weekenden med Michael Binderup, som er godt tilsæt for Herlev.

Binderup har tidligere fået gode ord med på vejen af Mark Pederson i Esbjerg, og det var overraskende for undertegnede, at Binderup trods 61 kampe og 14 point i sidste sæson ikke kunne få kontrakt med Energy som tredje- eller fjerdekædespiller for den her sæson.

Fra Gentofte kommer arbejdsomme Yannick Vedel, der har gjort et godt indtryk i testkampene og endda scorede to mål i weekenden mod Frederikshavn.

Jeg har altid haft fidus til Thomas Søndergaard, der trods sin lidt klejne størrelse altid har fyldt godt for Frederikshavn, uanset hvilken rolle, han har spillet. Husker engang, at Henrik Christiansen – den gamle White Hawks-trænerkæmpe – hyldede Søndergaard i en meget ung alder for at være et kæmpetalent, der i en meget ung alder kunne spille lige op med stærke imports.

Søndergaard har potentiale til mere, og har allerede fået meget ud af skiftet til Herlev. Han er med i de afgørende situationer, som var et af ønskerne i forbindelse med skiftet.

Lukas Lundvald har et uomtvisteligt talent. Flot skøjteløb, blændende teknik, men har han hovedet, fysikken og mentaliteten med? Ja, siger han selv før denne sæson. Det defensive arbejde bliver vigtigt for både Lundvald og Morten Mathiesen, hvis de fortsætter i andenkæden med Søndergaard.

Frederik Bjerrum har allerede været i en del klubskifter og kan måske tilpasse sig i Herlev, hvor han i hvert fald nu ser ud til at få fast spilletid. I momenter har han vist fint potentiale i både Frederikshavn og Odense, men skal nu også bevise, at han kan levere konstant.

Dallas Maxwell er altid hårdtarbejdende, men leder vel også efter en gennembrudssæson i Metal Liga-regi – mens purunge Jonas Sander – med erfaring fra U-landsholdene allerede i sidste sæson gjorde det godt, når han fik chancen. Et stærkt fremtidsnavn og spændende, om Herlev kan holde på ham i opbygningen af dette projekt.

Det samme gælder i øvrigt Christoffer Gath, der også viser gode takter og på sigt ligner en sikker Metal Liga-spiller. Forhåbentlig får både han og Sander masser af spilletid hos MacCallum.

Herlev er slået ind på en ny kurs, og det er i bund og grund vældig sympatisk. Der er virkelig mange spillere, der får muligheden for at bevise sig, og der er også mange glimrende ishockeyspillere imellem.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om Herlev Eagles-gutterne kan følge med, når modstanderne skruer op med landsholdsspillere og dyre imports i første- og andenkæderne – og ikke mindst i special teams, hvor toppen af holdet er enormt vigtig.

Et anden spørgsmål er, om publikum bliver ved at komme, hvis Eagles får en dårlig start.

Forhåbentlig sker det ikke, for jo længere Herlev kan holde ved, desto større tro får spillerne på projektet og desto større tæthed er der i Metal Ligaen. I længden er det dog svært at se, hvordan det her Eagles-hold skal komme i slutspillet.

Men hatten af for, at ledelsen denne gang har undladt bombastiske udmeldinger, og i stedet meldt, “at der skal bygges noget op.” Så må vi bare se, om tålmodigheden er til stede for de næste to-tre sæsoner. 

Startopstilling i sidste betydende kamp før grundspillet – 2-5 hjemme mod Frederikshavn i Metal Cup:
Målmand: Evan Mosher (Marc Schläger)
Førstekæde: Emil Birk, Christian Vaagensø – Andreas Søgaard (Ce), Michael Binderup, Yannick Vedel
Andenkæde: David Sätmark, Alexander Sundström – Thomas Søndergaard (Ce), Lukas Lundvald, Morten Mathiesen
Tredjekæde: Rasmus Vad, Benjamim Mauritzen – Frederik Bjerrum (Ce), Dallas Maxwell, Jonas Sander
Fjerdekæde: Mikkel Persson – Christoffer Gath

Mangler i forhold til officiel trup: Brett Sonne (håndled – fem uger), Kim Staal (knæ – stille og roligt tilbage på is), Frederik Lunde, Max Vilstrup (unge spillere – ikke i holdopstillingen)
Indkøbsprognose: Herlev har ikke talt om yderligere forstærkning siden Alexander Sundström blev hentet ind 9. september.

Herlev Eagles 2015/16:
Nummer 10 i grundspillet
45 kampe – 8-1-2-34 – 85-206