Metal Cup-kommentar: Odense er farlig for alle

Foto: Jan Korsgaard

Jeg har set et hav af Odense Bulldogs kampe i indeværende sæson og ofte fået spørgsmålet: “Tror du overhovedet, det bliver til noget med Odense i den her sæson..?”

Jeg må indrømme, at jeg har haft min tvivl. For på dårlige dage er Bulldogs virkelig dårlige. Gudsjammerlige endda indimellem.

Som i 0-9-matchen i Esbjerg – eller tredje periode i 2-4-kampen hjemme mod Herlev. I 2-5 og 4-9-nederlagene på hjemmebane mod Herning, hvor Bulldogs blev spillet baglæns ud af Bryggeriet Vestfyen Arena uden at gøre væsentlig modstand.

Odense har med 138 mål imod det tredjedårligste forsvar i Metal Ligaen. Kun Aalborg og Herlev er ringere i den kategori.

Omvendt har jeg ofte sagt: “Kører det for Odense, er holdet farlig for alle modstandere. Også over syv kampe i en slutspilsserie”

Se bare på antallet af mål, Odense scorer: 168 mål gør fynboernes angreb til Metal Ligaens bedste.

At Odense er farlig for alle beviste Bulldogs i eftermiddag i Frederikshavn. Med de hamrende giftige imports i spidsen leverede fynboerne den perfekte udekamp på en af sværeste udebaner i Danmark.

I Frederikshavn, hvor publikum på gode dage appellerer for ALT og på den måde presser både dommere og modstandere.

Så langt nåede frederikshavner-publikummet aldrig i eftermiddag. Lammet af et par rasende gode aktioner i begyndelsen af kampen, orkestreret først af Dale Mitchell og ligaens mest pointfarlige back, Joakim Nettelbladt.

Derefter af gennembrudsmanden Henry Hardarson, Sean Wiles og Ryan McDonough. Sidsnævnte ser i modsætning til sidste sæson ud til at holde kadencen foråret ud.

Derefter lukkede Odense af – og årets fortjente pokalfighter Tad Galansky i målet stod vel sin bedste kamp i sæsonen. Defensiven stod perfekt, og samtlige spillere ofrede sig. I tacklinger, i skudblokeringer og i nærkampe. Derfor fik White Hawks aldrig sat det afgørende tryk i eftermiddag.

Odense kan blive drønende farlige i et kommende slutspil, hvis holdet rammer fire-fem kampe med takterne fra i eftermiddag.

De offensive imports er bedre sat sammen og stærkere end i fjor, men omvendt er holdet også sårbart over for skader, når det kommer til lange udmarvende serier. Derfor tror jeg heller ikke, at Odense er et mesterhold i denne sæson.

Men en Metal Cup-triumf og en semifinale kan også stille sponsorer og direktion tilfreds og det første skridt blev taget på en søndag i februar, hvor Odense skrev sig ind i historien som det næstbedste danske pokalhold med fire sejre.

Frederikshavnerne så underligt blege ud i dag med Robin Bergmans brændte kæmpechance i 44. minut som kulminationen på en ærgerlig eftermiddag for vendelboerne.

Maskinen var ganske enkelt ikke smurt i eftermiddag, og sølvmedaljer er efterhånden blevet noget, man er træt af og smider væk i Frederikshavn. Spørg bare en mand som Mads Bech Christensen om det.

Den her gjorde ondt på Frederikshavn, og det kommer til at koste kræfter at rejse sig igen frem mod et kommende slutspil.