Mestertræner får tre år mere i Chicago

Canadiske Joel Quenneville har haft stor succes som cheftræner i Chicago Blackhawks. Holdet har vundet Stanley Cup-trofæet tre gange med ham på trænerbænken, og det bliver den 57-årige canadier nu belønnet for.

Blackhawks har tirsdag offentliggjort, at klubben har forlænget samarbejdet med Joel Quenneville med yderligere tre sæsoner, så parterne nu har papir på hinanden indtil sommeren 2020. Til den tid vil Quenneville have stået i spidsen for Chicago i 12 sæsoner, efter at han overtog trænersædet midt i 2008/09-sæsonen.

Quenneville, som opnåede mere end 800 NHL-kampe som spiller, har været head coach i NHL siden 1996/97-sæsonen, hvor han trådte til i St. Louis Blues, da klubben fyrede Mike Keenan. Efter en række sæsoner i St. Louis fortsatte canadieren sin trænerkarriere i Colorado Avalanche, før han overtog jobbet i Chicago.

Joel Quenneville har vundet Stanley Cuppen med Blackhawks i 2010, 2013 og 2015, hvilket gør ham til den mest vindende aktive træner i NHL. Canadieren har ført Chicago til sejr i 343 af de 580 grundspilskampe, han har coachet holdet i.