Memorial Cup: Hjemmeholdet Windsor i finalen

Windsor Spitfires kom ikke langt i OHL-slutspillet, faktisk tabte holdet allerede i første runde til London Knights ove syv kampe.

Men Windsor havde værtskabet for Memorial Cup, slutspillet mellem vinderne af de canadiske juniorligaer, og en lang pause til at restituere, og det har åbenbart givet holdet en vis styrke.

Windsor har nemlig spillet sig i finalen om Memorial Cup med tre rene sejre over Seattle Thunderbirds, Saint-John Sea Dogs og Erie Otters.

Sidstnævnte var suveræne i den anden kamp i turneringen med 12-5 over Saint-John Sea Dogs, men kom til kort mod Windsor i grundspillets sidste kamp, hvor det gjaldt en direkte finaleplads.

Det blev 4-2 til Windsor – ikke mindst på grund af et hattrick af Jeremiah Addison, der i næste sæson spiller i AHL for Laval Rocket, som er Montreal Canadiens’ nye hold i AHL.

Facit efter seks kampe er altså, at hjemmeholdet fra Windsor er i slutspillet, mens Alexander True og Seattle Thunderbirds desværre – set med danske øjne – er elimineret.

Natten mellem fredag og lørdag byder på en semifinale mellem Saint-John Sea Dogs og Erie Otters og vinderen her får altså den anden finaleplads.