Max Vilstrup Olesen tilbage hos Herlev

Et af de stærke unge gennembrudsnavne fra sidste sæson, Max Vilstrup Olesen, den unge Herlev-back, er vendt tilbage til moderklubben efter et foreløbigt kortvarigt udlandsophold.

Inden denne sæson skiftede han til Växjö, hvor han har spillet små 20 kampe for klubbens J18-mandskab, men nu er Olesen altså tilbage i Herlev og spiller i aftenens derby mod Rødovre, skriver Herlevs Facebook-side.

Trods sine blot tre point i 35 kampe i fjor, imponerede Max Vilstrup Olesen allerede i sidste sæson i Metal Ligaen, hvor han stille og roligt spillede sig ind på Metal Liga-mandskabet i klubben.

Det skal blive spændende at se, hvor unge Vilstrup Olesens niveau ligger i forhold til Metal Liga-spil i de kommende uger. Umiddelbart ligner det en fin forstærkning for Herlev Eagles.