Max French blev helten på Rødovre-dagen

Foto: Daniel Pullen / Bluelinemedia.dk

Rødovre Mighty Bulls-Esbjerg Energy 3-4 (1-0,1-1,1-2) 0-1 2610 er datoen i dag og postnummer for Rødovre – derfor en rigtig Rødovredag som indbød gæsterne fra Esbjerg Energy til ishockey i Rødovre Centrum Arena.

Hjemmeholdet havde revanche til gode efter seneste opgør, hvor Esbjerg i egen hule vandt 4-1.

Revanche blev det ikke til, da gæsterne trak en overtidssejr med hjem.

Det var hjemmeholdet der fik første tilbud efter et halvt minut, afløst af gæsterne der med Mark Derlago trak tyrene rundt i egen zone. Herefter var det igen hjemmeholdet, der overtog, og efter knap tre minutter måtte Esbjergs Anders Koch ud i to minutter for slashing. Udvisningen bragte ingen oplagte tilbud med sig, men Rødovre beholdt overtaget.

Efter otte minutter gav det bonus. Thomas Olsen drev pucken mod mål og satte med baghånden skiven på stolpen, hvorefter Dennis Christjansen bankede returen i mål, uden chance for Matthias Seldrup i udeholdets kasse.

Rødovres Sebastian Bergholdt lavede en interference straks efter faceoff fra scoringen og måtte til afkøling. Det eliminerede totalt hjemmeholdets offensiv. men ej heller dette dette overtal var prangende hos gæsterne.

Dog skiftede momentum over på udeholdets side, der nærmest bombarderede Stefan Ridderwall i tyreburet stort set resten af perioden.

En hård tid for hjemmeholdet blev forværret, da David Suvanto med små tre minutter til pause måtte sidde ude i to minutter for slashing. Samme mønster som for de øvrige overtalsspil, puckflytning uden effekt.

I slutsekunderne dømtes gæsternes Jesse Mychan en crosschecking i offensiv zone, så Rødovre kunne starte anden periode i overtal.

Overtallet gav ingen scoring, og straks efter fuldtalligt fik Esbjerg udlignet. Det var allestedsnærværende Colin Vock, der tæt under mål kunne udnytte en retur.

Målet satte for alvor gang i gæsterne, der i næste angreb også kom foran ved Max French, der udnyttede en god tværpasning fra Mark Derlago til at sætte føringsmålet højt bag Ridderwall.

Nok ikke lige den åbning på anden periode, hjemmeholdet havde håbet på og træner Magnus Bogren trak da også en timeout for at få styr på defensiven der glimrede ved sit fravær ved begge scoringer.

Det hjalp på hjemmeholdet, der efter syv et halvt minut fik vendt spillet på midten og med Nicklas Carlsen som assistent kunne Rasmus Astrup udligne med en tap-in ved bagerste stolpe.

Scoringen kom kort efter en annulleret Esbjerg-scoring. Kampen virkede nu mere lige ganske som resultattavlen viste.

Fire mod fire med otte minutter til anden pause gav mere plads på isen og især Rødovres Matthias Asperup boltrede sig uden dog at producere de store muligheder.

Fuldtallige igen trak gæsterne kort efter endnu en udvisning i offensiv zone da Eetu-Ville Arkiomaa lavede en interference.

Rødovre kunne også, og ud røg Andre Pison for tripping og igen spilledes der fire mod fire kort tid inden gæsterne fik halvandet minut i overtal. Ingen nerve fortsat i overtalsspillet fra nogen af mandskaberne.

Perioden ud blev der byttet chancer i begge ender. Det virkede som om holdene bedst kunne spille optimalt, når der var ti markspillere på isen.

Tredje periode startede med en kæmpe afbrænder fra hjemmeholdets Stefen Klarskov, der blev sat op til scoring af JanniK Karvinen som kom afsted forbi en faldende Jeppe Vinther i Esbjerg forvaret.

Kort efter lykkedes det dog at kapitalisere et mindre pres på udeholdets mål til at bringe tyrene på sejrskurs. Det var Sebastian Bergholdt, der satte scoringen højt i buret.

Kort efter var Jeppe Vinther tæt på i den anden ende, men måtte se sit forsøg prelle af på overkanten af målrammen.

Scoringen til hjemmeholdet satte lige intensiteten et trin op og der kom mere bid i tacklingerne.

Efter seks minutter fik hjemmeholdet et minut i to mands overtal, men mål blev det ikke til, der manglede engagement og bevægelse, og fuldtalligt igen kunne de sidste ti minutter gå i gang.

Rødovres Matthias Asperup løb sig træt i gæsternes zone og satte gæsterne i gang med en kontra. Det kostede to minutter for slashing.

Endelig fristes man til at sige, kom der en overtalsscoring og det var Esbjergs Niklas Andersen, der udlignede efter tyrene var spillet tynde.

Desværre for Rødovre valgte Ridderwall af knække sin stav i frustration og dermed trække en udvisning for dårlig opførsel. Dermed kunne gæsterne fortsatte i overtal endnu to minutter.

De blev afviklet udramatisk og kampen fortsatte sådan indtil der manglede fem minutter. Rødovre igen i overtal efter en Marc Hagel udvisning, hvor Matthias Asperup var tæt på at gøre skaden god igen.

David Suvanto måtte trække i nødbremsen lige før gæsterne blev fuldtallige, så kort efter var rollerne igen byttet om, men Rødovre red stormen af, inden uret løb ud for tredje periode.

Der skulle overtid til for anden gang i træk i arenaen. Esbjergs Max French appellerede for en scoring efter et lille minut, da det sagde kling på metallet, og det var set fra presselogen helt korrekt, men det blev ikke dømt.

Det blev det dog kort efter da Esbjerg ved samme Max French satte sejrsmålet og dermed bonuspointet, nogenlunde samme sted – dog uden lyd denne gang.