U20-VM: Matias Lassen i karantæne i aften

Foto: Jan Korsgaard

Det var ikke mange timer, før det går løs med matchen mellem Danmark og Canada ved U20-VM i Helsinki. I går fik Matias Lassen en femminutters-straf for checking to the head, og i dag er den så konverteret til en enkelt spilledags karantæne.

Team Leader Claus Fonnesbech skriver følgende om hændelsen: 

Umiddelbart efter holdets åbningskamp mod Schweiz, som i øvrigt endte med dansk sejr på 2-1 og dermed et utroligt godt udgangspunkt for at nå en kvartfinale for andet år i træk, blev holdets ledelse kontaktet af IIHFs disciplinærpanel med information om, at en tackling udført af Matias Lassen ganske få sekunder før kampens afslutning var blevet valgt til behandling af panelet, og at Matias Lassen og Team Leader Claus Fonnesbech Christensen ville blive indkaldt til høring mandag morgen.

Høringen er en naturlig del af disciplinærprocessen ved et VM og Matias Lassen kom velforberedt til høringen og fremlagde sin version af situationen og både han og holdets ledelse erkender, at tacklingen rammer hovedet på den schweiziske spiller og at det er den tacklende spillers ansvar at undgå dette.

Efterfølgende er Matias Lassen blevet idømt én spilledags karantæne for tacklingen; det er en straf vi anerkender og bakker op om. Som hold og union er vi hundrede procent bag Player Safety-initiativet i både dansk og international ishockey – vi skal arbejde utrætteligt for at komme farlige tacklinger til livs.

Vi glæder os samtidigt over, at den schweiziske spiller tilsyneladende ikke har lidt overlast i situationen og ønsker ham hurtig tilbagevenden til isen.