Mathias Bau tæt på klarmelding

Lange Mathias Bau Hansen var et af de absolutte lyspunkter i Metal Ligaen i fjor, og han nåede endda at spille sig ind i VM-truppen, hvor han gjorde en helt fornuftig figur. Begyndelsen af indeværende sæson har dog været spoleret for Mathias Bau, der har døjet med en knæskade.

Nu lysner det for Bau, der har fået sin ishockeyopdragelse i Rødovre, har været over Sverige – og altså nu er endt i Nordjylland.

Det skriver Nordjyske.

– Det går bedre og bedre. Jeg er så småt begyndt at træne fuldt med, så nu er det nok et spørgsmål om tid, inden jeg er klar til kamp igen, siger han.

Det går dog ikke så godt, at Bau bliver helt klar til aftenens kamp, hvor Frederikshavn tager turen til Gentofte for at møde fremstormende Stars.