Mathias Bau får AHL-kontrakt hos Hershey Bears

Foto: Jan Korsgaard

Så skal Mathias Bau over Atlanten. Frederikshavneren har fået kontrakt i AHL, hvor et eventyr i ligaens mest trofaste og ikke mindst vindende klub venter. Mathias Bau skal spille ishockey i Hershey Bears, hvor han skal forsøge at slå sig igennem i en af verdens næstbedste ligaer lige under NHL.

– Det er med meget stor stolthed vi sender Mathias Bau videre, og vi er rigtig glade for den store chance han nu får i USA. Mathias har betydet rigtig meget for White Hawks de sidste tre sæsoner, hvor han er blevet bedre og bedre, og har udviklet sig til en af de absolut største profiler i Metal Ligaen, skriver Frederikshavn White Hawks.

Selv siger Mathias Bau:

– Jeg har været rigtig glad for at være i Frederikshavn. Det er tre år jeg altid vil huske, og det er en klub jeg gerne vil tilbage til. Frederikshavn er en professionel klub, og jeg vil gerne takke alle holdkammerater, trænere og hele teamet omkring holdet. Alle sponsorer og frivillige, og ikke mindst klubbens fantastiske fans.

– Opholdet i Hershey er en stor chance jeg har fået. Jeg var lidt i tvivl om hvad jeg skulle i den kommende sæson, men da det her dukkede op var det bare noget jeg skulle ud og prøve. Det bliver rigtig spændende, siger Bau i pressemeddelelsen fra Frederiskhavn, hvor han også betoner, at VM 2018 i Danmark er et mål.

– Jeg vil gerne spille VM på hjemmebane næste år, men nu må vi se. Hershey Bears er en klub der plejer at gå langt, så det er svært at vide om jeg kan være med. Men det bliver godt at spille internationalt og prøve mig af i USA.

Så sent som i 2016 var det Hershey, der måtte strække våben i finalen mod Oliver Bjorkstrand og Lake Erie Monsters, mens det i år blev til et nederlag i anden runde i slutspillet i AHL.

Hershey har vundet Calder Cup, AHL-mesterskabet, 11 gange, hører til under Washington Capitals og har South Carolina Stingrays som “affiliate” i ECHL.