Markus Jensen i glæde over genfundet produktion

Foto: Jan Korsgaard

Det blev 4-2 til Herning hos kriseramte SønderjyskE i fredagens julematch, og efter en periode uden voldsom produktion var Markus Jensen tilbage på spidsen med tre point for gæsterne.

Han scorede en enkelt kasse og var med i oplægget til to andre, og han glædede sig i den grad over, at han igen havde fundet ind i et godt samarbejde med tjekkiske Jan Dalecky.

– Det synes jeg også, at jeg trængte til. Der har været nogle kampe, hvor jeg ikke har lavet så mange point, så det var dejligt at se tingene lykkes denne gang. Jeg synes, at vi stod godt defensivt i vores kæde, og vi lykkedes med at score tre kontramål på dem, sagde han til Herning Folkeblad.

– I det hele taget gjorde vi det godt som hold, og alle kæder leverede en solid indsats. I aften var dog vores kæde, der havde skarpheden. Vi har mange gode offensive kræfter, heldigvis, konstaterede han til den lokale avis.