Mark Müller ser frem til intense kampe

Foto: iShoot.dk

Mark Müller Larsen glæder sig – og intensiteten bliver stor – siger han til Frederikshavn White Hawks hjemmeside frem mod bragene mod Aalborg i de næste par uger.

– Jeg tror det bliver en tæt serie, hvor de små detaljer kommer til at afgøre kampene. Men jeg synes vi har en rigtig god chance. Aalborg er et rigtig dygtigt hold, som fortjent blev nummer to i grundspillet. Men vi er klar til serien, og vi tror på os selv, og er godt forberedte, siger han til Whitehawks.dk

– Jeg håber da, at hele Frederikshavn også tror på guld i år. Men hvis et par stykker har den opfattelse, at vi ryger ud efter fire kampe, så er vi klar til at modbevise det.

– Jeg synes nu, at opbakningen har været ganske fin i sæsonen, og at vi til vores hjemmekampe har haft flot fremmøde og god opbakning. Vi er rigtig motiverede for at vise hvad vi kan på hjemmebane, og vi vil ekstremt gerne give vores trofaste hjemmepublikum en hel masse at juble over, slutter Mark Müller.