Anders Overmark får nummer 72 i Aalborg

Foto: Jan Korsgaard

Det var næsten en offentlig hemmelighed, men nu er det sikkert og vist.

Aalborg Pirates har skrevet kontrakt for den kommende sæson med Anders Overmark, der har vundet fem danske mesterskaber i karrieren; to med Herning og tre med SønderjyskE. Mesterskabet blev vel og mærke vundet i træk, hvilket i sig selv er usædvanligt, og sandsynligvis ikke noget, der bliver slået foreløbigt. Han er derudover dobbelt dansk pokalmester

Han beskrives således af Aalborg Pirates:

Anders Overmark er en god rutineret back, der kommer med knap 400 kampe i den bedste danske række. Han bliver en solid erfaring, som vores unge backs kan støtte sig op af og trække på erfaringen. Han er bare 26 år, men alligevel har har en solid erfaring, der kan trækkes på. Han er også en spiller, der giver sig 100% i alle nærkampene. En spiller, der kan komme under huden på modstanderne, og dermed trække udvisninger.

– Jeg valgte Aalborg pga. den langsigtede plan, de har lagt. Jeg synes, det virker som en utrolig ambitiøs plan, som jeg gerne vil være en del af. Det virker til, at tingene endelig bliver gjort i den rigtige rækkefølge, siger Anders Ovemark.

Anders Overmark har masser af ambitioner på plads, og han vurderer, at de unge spillere er klar til at tage skridtet videre i den kommende sæson.

– Jeg spiller for at vinde hver eneste gang, jeg går på banen. Så for mit vedkommende er det ikke godkendt “bare” at nå slutspillet. Alle de unge på holdet er blevet et år ældre og fik en masse spilletid sidste år. Så de står væsentlig bedre til denne sæson.

Anders Overmark kommer til at spille med nummer 72 i Aalborg.