Malmö-skribent: McDonell måske årets smarteste indkøb

Tidligt søndag offentliggjorde Rungsted, at Kent McDonell kommer til klubben for den kommende sæson.

Det er en hvervning, som får stor ros af Sydsvenskan-skribent Kent Jönssön, der har fulgt Malmö Redhawks i et hav af sæsoner, og således også fulgte SHL-klubben i sidste sæson.

– Kent McDonell får selvfølgelig en stor og betydningsfuld rolle af trænerduoen Björn Hellkvist og Andreas Hadelöv. Canadieren kender herrerne godt fra sin tid i Malmö. McDonell ved, at alt foregår på et vældigt seriøst og professionelt niveau, skriver Kent Jönsson.

– Og hvad får Hellkvist ud af McDonell?

– En indpisker, som ser til, at holdet følger systemet og holder disciplinen. En loyal holdspiller, som giver og sjældent eller aldrig misser en træning, skriver Sydsvenskan-skribenten, der kalder Kent McDonell for “en trænerdrøm”.

– Hvis man tænker, at Hellkvist og Hadelöv vil indføre deres type af spil i Rungsted, så kan det være årets smarteste indkøb – i hvert fald i dansk hockey.