Magnus Leth: En taktisk pragtkamp

Det var overraskende, at Aalborg vandt 6-1 over Esbjerg Energy i aftes, men set ud fra begge holds sæsonstart, var det vel nærmest et chokerende resultat. FACEOFF-online.dk fik fat i Magnus Leth Nielsen efter kampen i aftes, og den rutinerede Aalborg-spiller sagde følgende om kampen:

Ingen havde ventet 6-1-resultatet. Hvordan kunne det ske?

– Vi har været med i alle kampe i den her sæson. Med lidt held og lidt mere koldblodighed i afgørende situationer havde vi haft mere end de seks point, vi har nu. Vi har været i vinderposition i flere kampe, og spillet lige op med alle modstandere.

– Vi spillede en taktisk pragtkamp med stor disciplin i spillet – og det var netop disciplinen, der blev afgørende. Det var en stor kollektiv præstation.

Hvis du skal være ærlig – havde du overhovedet forventet, at det kunne ske?

– Selvfølgelig. Vi går altid på isen for at vinde, men vi ved godt, at vi skal toppræstere for at skabe resultater, og det gjorde vi i dag (tirsdag)

– Hvilke aspekter i spillet fungerede for jer – og hvordan kan det være, at I i modsætning til tidligere på sæsonen kunne holde fast?
– I dag spillede vi 60 gode minutter, hvilket har været et problem for os tidligere. Vi har haft lidt for mange udfald i kampene, specielt på afgørende tidspunkter, men i dag spillede vi 60 minutters hockey efter gameplanen.
– Esbjerg spillede utrolig fysisk og udisciplineret, og vi formåede at holde hovedet koldt. Vi var samtidig utrolig effektive i speciel teams, og vores spil i powerplay fungerede.
Hvordan fik jeres defensiv – og dig – styr over Esbjergs farlige angribere?
– Vi havde stor fokus på Esbjergs farlige førstekæde, og vi forsøgte at matche kæderne, så vores andenkæde havde til ansvar at lukke deres førstekæde ned. Det lykkedes til fulde, og det var også en af nøglerne til sejren.
Og hvad siger du til den foreløbige sæson – og selvfølgelig lige til Nicolai Meyers kanonader?
– Vi føler, at vi minimum skulle have haft fire-seks point mere, hvis vi havde været stærkere i afgørende situationer. Omvendt ved vi, at vi har spillet lige op med samtlige hold, så der er masser af point at hente endnu. Vi er optimistiske. Nicolai Meyer er en fantastik spiller og han har haft en imponerende sæsonstart. 17 point i ni kampe er jo helt vildt.