Mads Lund: Slut med udlandstanker

Mads Lund har med sin treårige-kontrakt med SønderjyskE droppet alle tanker omkring et eventuelt ophold i udlandet. Lund, der debuterede som 15-årig i ligaen, har ellers haft mulighederne for at komme ud. Men nu er det slut med de tanker, siger han til nordschleswiger.dk.

– Toget er vel kørt, for når den her kontrakt er udløbet, er jeg 30 år. Et skifte til Tyskland og DEL2 var flere gange et tema, men tilbuddene var ikke de rette, og lysten til at komme ud, ramte aldrig hundrede procent, og så ville jeg hellere lade det være, lyder det fra Mads Lund.

– Jeg vil gerne være i nærheden af familien og vennerne, men rent sportsligt har jeg også muligheden for at spille med, hvor det er sjovt. Da SønderjyskE gav mig tilbudet om at bidrage til integrationen af den næste generation talenter i de kommende tre sæsoner, tvivlede jeg ikke særlig meget, siger Mads Lund til nordschleswiger.dk.

Dermed følger Mads Lund i sin fars fodspor, for John Lund, tidligere klubrekordholder i Vojens IK, spillede heller ikke andre steder i sin karriere end i den sønderjyske klub.

Foreløbig har Mads Lund spillet 596 kampe for SønderjyskE.