Mads Lund afgjorde overtidsdrama i Vojens

©iShoot.dk

SønderjyskE-Aalborg Pirates 2-1 (0-0,1-0,0-1) 1-0 SønderjyskE står med tre sejre i semifinalen mod Aalborg og har nu mere end en skøjte i DM-finalen. Matchvinder blev Mads Lund, der scorede det afgørende mål og dermed sendte hovedparten af tilskuerne i Frøs Arena i hockeyhimlen efter en kamp, der begyndte roligt – og endte i en åben slagudveksling på spil og chancer. 

Aalborg-træner Garth Murray havde justeret i sine angrebskæder og bragt Julian Jakobsen og Thomas Spelling sammen.

Formationen med McNamee og Højbjerg-tvillingerne har tidligere haft fin succes i løbet af sæsonen. Det lignede sund fornuft af Murray. 

Til gengæld var det en anelse overraskende, at nordjyderne kom ud til kampen i en taktisk meget defensiv udgang.

Alt spillet blev overladt til hjemmeholdet, og der var pres på Quemener i kampens første seks-syv minutter. Lasse Bo Knudsen var millimeter fra et uheldigt selvmål, og i kampens første powerplay hamrede T.J. Moore pucken på stolpen, så det klingede i hele hallen. 

Aalborgs første alvorlige besøg i SønderjyskE-zonen kom efter en udvisning til Martin Eskildsen. Mike McNamee skød fra højre, pucken var tæt på snyde Galbraith omkring skulderregionen. 

Om ikke andet gav overtallet en smule ro på spillet hos gæsterne, der lige så stille kom længere fremad banen og forsøgte sig. Sidste halvdel af perioden bar præg af en bølge af udvisninger, men ikke et hav af muligheder.

Tættest på kom Frederik Bjerrum, der burde have scoret, da han kom omkring målet og havde alverdens tid til at ramme. Han overplacerede, og Aalborg kunne være bedst tilfreds med at komme ud med 0-0 til første pause. 

I slutningen af perioden blev nordjyderne nemlig ramt af SønderjyskE’s tunge, malende kværn, som Pirates har haft svært ved at stå imod i de to første kampe. 

Gæsterne bankede på et par gange i begyndelsen af anden periode, og Tobias Ladehoff var tæt på at få en stor chance ved forreste stolpe.

Højbjerg-tvillingerne havde begge kompetente forsøg på en Galbraith, der virkede solid som en klippe i SønderjyskE-målet – også da Julian Jakobsen 25 minutter inde i kampen fik et droppas, som han hamrede til. 

Kæmpe chancer til Thomas Spelling kort før halvvejsmærket.

Rasmus Nielsen svipsede med et opspil, og spillede pucken lige ud til Jakobsen. Han serverede den for Spelling, der skød højt. Galbraith rullede artistisk op med skinnen og reddede. 

Kort efter var Spelling fri igen – og igen vandt Galbraith duellen. Aalborg trykkede på, og hele spilsekvensen endte med en friløber til Tobias Ladehoff. 

Galbraith blokerede, Ladehoff gik for tæt på og blev overfaldet af en hel SønderjyskE-kæde. Han måtte ud for interference, Christian Silfver ud for roughing. 

Stort Aalborg-minut, hvor gæsterne skulle have udnyttet en af chancerne. Straffen for den manglende udnyttelse kom prompte, da Julian Jakobsen blev vist ud. 

Steffen Frank stod bag mål og fandt Rod Pelley inde foran.

1-0 til SønderjyskE og stor jubel blandt størstedelen af 4437 tilskuere. Sulten efter slutspil er stor i Vojens for øjeblikket. 

Målet afstedkom øget tempo fra hjemmeholdets side, og Aalborg havde flere gange svært ved at tøjle det dybe pres, sønderjyderne diskede op med. Endnu en udvisning til Julian Jakobsen kostede også Pirates-kræfter.

Da de to holds spillere gik ud til tredje periode havde man fornemmelsen af, at Aalborg virkelig skulle finde noget desperation frem, hvis den her skulle vendes. 

Det gjorde Pirates-spillerne, som perioden skred frem.

Julian Jakobsen fik en tidlig udvisning – hans tredje i kampen – da han kom for sent ind i Rasmus Lyø bag SønderjyskE-målet, men Pirates overlevede og fik sat et modangreb i gang, da Jakobsen kom ind igen. Steffen Frank sendte pucken lige i staven på Aalborg-kaptajnen. 

Kaptajnen for gæsterne fandt Cam Braes inde foran mål, og denne gang kunne Galbraith hverken hoppe eller springe på canadierens velplacerede afslutning. 1-1 og ny luft til Aalborg. I kampen og måske også i serien?

SønderjyskE gik hurtigt på jagt efter en ny føring. Men Quemener, der ligesom kollega Galbraith havde en god eftermiddag, tog godt fat og snuppede en helt fri T.J. Moore. 

Intensiteten steg med 12 minutter igen. SønderjyskE lagde et kæmpe tryk i Aalborg-zonen og pucken dansede langs Quemeners målstolper flere gange. 

Aalborgs “befrier-kontraer” var farligere end tidligere i kampen. Mike McNamee skød farligt, og Spencer Humphries var tæt på at styre en flad pasning i kassen. 

Initiativet tippede til Aalborg: Kort efter fik Tobias Ladehoff en friløber. Galbraith blokerede, og i sekvensen, kom Ladehoff til at tage benene på en Sønderjyske-mand. Overtal til hjemmeholdet, hvor Steffen Frank straks gled igennem og tvang Quemener til en klasseredning. 

Det var målmændenes show i de minutter. 

Spencer Humphries leverede et pift, som Galbraith ikke nåede at se. Lige forbi stolpen med seks minutter igen, og det hele var på spil.  

Begge hold kastede ALT ind for at afgøre, og gæsterne virkede mentalt ovenpå. Lasse Bo Knudsen drejede omkring SønderjyskE-buret, men overplacerede sin afslutning. 

Aalborg havde de største muligheder i en åben tredje periode og spillede mere frigjort end tidligere i serien.

Det blev ved 1-1 og det hele måtte afgøres i overtid. 

Der gik 1:44 minutter, da gæsternes illusioner bristede. Christian Silfver sendte en høj puck på kassen, og Mads Lund fik rettet af inde foran. Var staven for høj? Dommerne trådte sammen og anerkendte målet. 

SønderjyskE er foran 3-0 i serien, og det ser nu mere end vanskeligt ud for de forsvarende mestre. Statistisk set er det nærmest helt umuligt at vende 0-3 til 4-3 i en serie. Ingen har nogensinde gjort det i dansk ishockey.