Lynstart gav Frederikshavn momentum og sejr

Frederikshavn White Hawks-Esbjerg Energy 4-2 (2-0,1-2,1-1)

Esbjerg har i store dele af de seks tidligere udekampe haft problemer med disciplinen. Og lige nøjagtig i startfasen i kampen i Scanel Hockey Arena havde vestjyderne igen tendens til at lave unødvendige udvisninger. Samtidig var et aggressivt og velspillende hjemmehold først på de fleste løse pucke.

Jeff Frazee begik en fejl, da han efter blot et par minutter ikke fik clearet pucken ordentligt, da han ville sende den “bande rundt”. Frazee-pucken endte hos Thomas Søndergaard, der lynhurtigt opfattede situationen og sendte den ind til Christian Kristiansen, der hamrede den i det bur, som Frazee knapt var kommet tilbage til.

Allerede efter 6:34 øgede White Hawks føringen. Kasper Jensens udvisning blev udnyttet af Mads Larsen, der på en fin pasning af Tim Kunes hamrede skiven ind til 2-0.

Esbjerg-besøgene foran George Sørensen i første periode var ganske sporadiske, mens Steffen Klarskov lige før pausen havde muligheden for en 3-0’er.

Men det blev ved 2-0, og Esbjerg havde den idéelle mulighed for reducering i begyndelsen af anden periode havde 70 sekunder i fem mod tre-powerplay.

Den blev lynhurtigt udnyttet, da Mario Lamoureux smart fandt Brock Nixon inde foran mål. Nixon kunne let reducere Frederikshavns føring og spændingen var tilbage i kampen. 

Hjemmeholdets fjerdekæde var energisk agerende, hver gang den fik chancen, og Christian Chapman leverede et stærkt stykke arbejde efter 25 minutter. Han erobrede pucken fra Rasmus Vad bag mål og fik den bugseret ind via Kasper Jensens skøjte. 3-1 White Hawks.

Nøglesituation i det 28. minut. Bergman brændte friløber på Frazee og spillet vendte i samme sekvens. Anders Krogsgaard fandt Matt Pistill, der til gengæld var stensikker fri med George Sørensen.

Det var altså 3-2 i stedet for 4-1 og kampen var helt åben i resten af anden periode. Herlig tjubang-hockey med muligheder i begge ender – og Esbjerg i momentum, men med en kæmpechance til Mathias Bau som det tætteste på et mål mere.

Mario Lamoureux sad ude i store dele af tredje periode med en personlig straf, og Esbjergs nordamerikanere, – der i øvrigt også udmærker sig som virkelig dygtige spillere – dummede sig i det hele taget i løbet af kampen med en række uovervejede handlinger, der kostede udvisninger og kræfter.

Tredje periode blev en mere taktisk præget affære, hvor det først tændte til i slutfasen.

Steffen Klarskovs udvisning kort før tid fik givet Esbjerg seks mod fire-muligheden med Jeff Frazee ude, men i stedet for Energy-udligning blev det Robin Bergman, der satte slutpunktet med sin 4-2-scoring. Der var 1501 tilskuere i Scanel Hockey Arena.