LYNOPTAKT: Dagens kampe i Metal Ligaen

©iShoot.dk

Der fuld skrue allerede fra klokken 15 i dag, hvor Metal Ligaen disker op med familievenlig søndagsishockey og fire interessante kampe, der skal bygge videre på en sæsonstart, hvor det ser ud til, at alle kan slå alle.

Klokken 15 har vi en lidt utraditionel topkamp, hvor Herlev tager imod Frederikshavn. Nordjyderne har taget 14 point i sine første seks kampe, mens Herlev står med otte point i fire kampe og altså sad over i søndags på grund af den store politiaktion, der aflyste kampen i Vojens.

Eagles-træner Patric Wener har formentlig brugt lørdagen til at studere videoen fra Frederikshavns sejr over Esbjerg, hvor Dale Mitchell og Cam Spiro var stærkt kørende for hjemmeholdet, der også har en brandvarm Tad Galansky på spil for øjeblikket.

Herlevs førstekæde med Thompson, Quist og Thörnberg ser uhyre giftig ud, men også Remy Giftopoulos i andenkæden skød seks gange i Herlevs seneste kamp mod Odense og scorede sit første mål for sæsonen der.

Det ligner en tæt affære i Ørneborgen.

Det samme gælder i Hvidovre, hvor Fighters tager imod SønderjyskE. Hvidovre kom godt ud af sit seneste opgør mod Aalborg, hvor det blev 1-2 i overtid, og synes at have fået strammet op på disciplinen efter det store nederlag mod Rødovre. 

Hjemmeholdet har haft et par dage ekstra til at få Nicki Kisum og Kim Johansson klar, mens der hos SønderjyskE stadig sås tvivl om Phil Marinaccio.

– Det påvirker os ikke, at vi ikke kunne spille mod Herlev fredag. Det gav en halv fridag i går (fredag, red.), og så træner spillerne i dag. Om vi havde spillet eller ej, skal ikke have nogen indflydelse. Vi er klar uanset hvad, siger SønderjyskE-sportschef Kim Lykkeskov til JydskeVestkysten.

Samme vilkår for Hvidovre, der også fik sin kamp aflyst. Fighterne måtte vende bussen, der ellers havde Odense som destination.

Rungsted møder Aalborg i Bitcoin Arena, hvor hjemmeholdet skal forsøge at rejse sig mod et Aalborg-hold, der til tider leverede fremragende ishockey i tv-kampen i fredags mod Herning.

Ikke mindst Højbjerg-brødrene, Thomas Spelling og Julian Jakobsen var i hopla, og det er den stamme af danskere, som Rungsted skal passe på i eftermiddag. 

Hjemmeholdet kan måske udnytte, at Aalborg ikke har forfærdelig mange backer til rådighed for øjeblikket. Fredag måtte Jack Walker eksempelvis ned for at spille back hos de forsvarende mestre.

Rungsted-træner Flemming Green går formentlig ikke på nogen måde i panik efter nederlaget i Rødovre, for han ved, at grundspillet er langt og at man ikke kommer igennem uden enkelte nedture. Stabilitet vil være et nøgleord for Rungsted og Green i denne sæson, for nordsjællænderne er tidligere startet med fyr og flamme, inden det er gået den forkerte vej, som grundspillet er skredet frem. 

Esbjerg Energy tager imod Rødovre klokken 17, og her er det helt store emne, at Mark Derlago kommer tilbage. 

Han har nu overstået sine fem kampes karantæne og er klar til at give ligaens øjeblikkelige bundhold et nødvendigt boost mod formstærke Rødovre.

– Han ændrer ikke alting alene, det er trods alt kun én spiller, vi snakker om, og vi skal også huske på, at han jo også har haft en lang kamppause på grund af sin karantæne. Men nogle gange kan én spiller virkelig gøre en stor forskel, og han er blevet så erfaren, at han ikke farer ud og vil redde hele verden selv. Han tager de rigtige beslutninger, han ved, hvad han skal gøre, både på og uden for isen, så der er ingen tvivl om, at vi bliver et bedre hold med Mark Derlago, siger Esbjerg Energys træner Mark Pederson til JydskeVestkysten før kampen.

Rødovre-mandskabet slog formstærke Rungsted med 4-1 og står nu med tre sejre på stribe. Imponerende af Rødovre, der har spillet sæsonen hidtil uden Mads Eller og Matthias Asperup, der må betegnes som to af de absolut bærende spillere. 

Bliver det fire på stribe i dag? Esbjerg og Rødovre plejer at spille uhyre jævne og intense kampe.