LYNOPTAKT: Dagens kampe i Metal Ligaen

Foto: Frank Nielsen

Vi har fire kampe på programmet i Metal Ligaen denne søndag, hvor Rødovre og Esbjerg lægger ud i arenaen. Formstærkt Rødovre-mandskab, der bliver ved at imponere, senest med udesejren i Rungsted, mod et Esbjerg-mandskab, der svinger næsten fra kamp til kamp.

Tabelmæssigt en yderst vigtig dyst i kampen om pladserne i top seks, hvor de forsvarende mestre bevæger sig lige på kanten, mens Rødovre har et fornuftigt udgangspunkt, der vil blive endnu bedre med en sejr i eftermiddag.

Esbjerg Energy tabte i oktober 3-1 til Rødovre i Granly Hockey Arena, tabte igen 5-2 i den københavnske forstad, for igen at tabe til københavnerne i december. Denne gang 3-2 efter straffeslag i ”den vestjyske hule”.

– Ja, vi har jo haft lidt problemer med dem i år. Men vi har analyseret os frem til, hvorfor problemerne opstod. Vi vil i de kommende dage igen påpege fokuspunkterne overfor spillerne, så vi kan få vendt trenden imod dem. Og det skulle meget gerne føre til point i søndagskampen, siger Esbjerg-assistent Thor Dresler i klubbens kampoptakt.

– Rødovre er jo et hurtigt hold, som er teknisk dygtigt, så vi må træffe de kloge beslutninger og foretage de rigtige valg undervejs. Derfor bliver det igen vigtigt, at spillernes fokus er på holdets og ikke individets succes, lyder det fra Dresler, der igen kan disponere over Andreas Grundtvig og Christian Wejse, der begge er med for første gang siden U20-VM-turneringen i USA.

Herlev har ikke haft det godt i Nordjylland i den her sæson, hvilket nederlag på 1-12 i Frederikshavn og 1-13 i Aalborg beviser ganske håndfast.

Ørnene skal til Frederikshavn i dag og kommer med selvtillid efter sejren fredag over Hvidovre og mon ikke Eagles-trænerne har læst kraftigt op på de seneste kæmpesmæk i Nordjylland og forsøgt at finde et eller andet, der kan begrænse skaderne og måske endda sende Eagles i nærheden af point i aften?

Frederikshavn er statistisk set kæmpefavorit efter 24-5 og ni point i de hidtidige tre indbyrdes kampe, og i 7-3-sejren over Rungsted for nylig fungerede vendelboernes offensiv fremragende.

Lidt længere sydpå tager Aalborg mod Gentofte i en jysk-sjællandsk “klassiker”. De to hold har syv slutspilskampe fra i fjor at proppe oveni de almindelige grundspilskampe og spiller stort set altid tæt og jævnbyrdigt.

Statistisk set ligger det til en udesejr, for de to seneste opgør er endt med klare udesejre, og Gentofte kan se tilbage på 4-0 i den seneste match i Gigantium, mens Aalborg vandt i den seneste match i Gentofte.

Det må blive en kamp mellem en Aalborg-offensiv, der har scoret 21 mål i de seneste to hjemmekampe og flyver af sted i god form pt, og en Gentofte-defensiv, der i de seneste to kampe har skrantet i kampenes slutfase. Både i Odense og i Herning tabte Stars kampene i tredje periode.

Er det den lidt smalle trup, der koster de afgørende kræfter?

Endelig tager Odense imod Herning i Odense Isstadion, og de to mandskaber plejer at give hinanden yderst intense matcher.

Begge hold kommer fra sejre over Gentofte, og da de to hold senest tørnede sammen i Odense, havde kampen næsten slutspilsagtig karakter.

– Herning-spillerne er dygtige på skøjterne. De sender mange afslutninger mod mål, og de er gode til hele tiden at få folk til at løbe ind foran mål. Så det er vigtigt at holde sine markeringer, siger Mads True, assistenttræner for Odense, til Fyens Stiftstidende.

– Vi skal spille disciplineret, og i egen zone skal vi sørge for at få pucken ud, tilføjer han.

Fynboerne har flere folk tvivlsomme på grund af sygdom og havde i fredags Martin Larsen oppe som angriber.

Herning fik fundet sig selv efter nederlaget mod Aalborg, og at gå fra 0-2 til 3-2 mod Gentofte var godt for den midtjyske moral.