Lykkeskov tænker ikke det mindste på klubrekorden

Foto: Jan Korsgaard

Kim Lykkeskov spiller i aften sin officielle kamp – alle turneringer – nummer 756 for SønderjyskE og tangerer dermed Jan Jensens klubrekord. En stor bedrift af Lykkeskov, men han er helt ligeglad – bare han og holdet hiver en sejr hjem, siger han til Nordschleswiger.dk.

– Lige for øjeblikket betyder det intet for mig. Når jeg ligger mig på puden om aftenen, tænker jeg ikke det mindste på klubrekorden. Engang bliver det sikkert en skøn fornemmelse at kigge tilbage på sådan en rekord, men lige nu har jeg noget meget mere vigtigt i hovedet, siger han.

Lykkeskov debuterede for SønderjyskE tilbage i 2001 og har ikke spillet for andre klubber end SønderjyskE i karrieren. Han kalder Anssi Rantanens vanvittige blokering af et Esbjergskud i overtiden i den sjette kamp for den vigtigste aktion i serien set med sønderjydernes øjne.

– Der var mange, der afskrev os, da vi var nede med 1-3, men vi fik kæmpet os tilbage med stor, stor indsats. Sejren i Esbjerg ændrer ikke meget, og der har ikke været den mindste grund til jubel endnu. Det er stadig alt eller intet, i aften bare i kamp syv.