Lykkelig Lasse Bo vil tage første guld i 37 år

Lasse Bo Knudsen - Aalborg Pirates -

Det er 37 år siden, Aalborg senest vandt guldet i ishockey. Dengang i skikkelse af AaB Ishockey, der dengang hjemtog det eneste mesterskab nogensinde til den nordjyske hovedstad. 

I år har Pirates muligheden igen i den kommende finale mod Herning, og det kunne man mærke i aftes i Cool East Arena, hvor stemning nærmest var ekstatisk efter 4-2-sejren over Esbjerg. 

Pirates-spillerne jublede og gav den gas foran publikum, inden tankerne gik over på den kommende finaleserie.

Lasse Bo Knudsen kaldte sig selv “træt, men lykkelig”, da han talte med Nordjyske efter kampen. 

– Jeg synes, vi har spillet nogle gode kampe. Når vi kører pucken rundt, ser vi gode ud, og vi må sige, at vi har nogle dygtige folk oppe foran. Vores udfordring er, at vi har nogle udfald, hvor vi tillader de andre at dominere. Det skal vi have fokus på frem mod Herning-kampene, sagde Lasse Bo Knudsen til den nordjyske avis. 

Aalborg Pirates har spillet 11 kampe frem mod finalen, mens modstanderne fra Herning har spillet 10 matcher samlet mod Rungsted og Herlev.

– Herning er et godt og skøjtestærkt hold, præcis som os. Men vi har et godt tag på dem, synes jeg, sagde en af Pirates-målscorerne Jeppe Jul Korsgaard – også til Nordjyske – efter kampen.