Lubos Pisar stopper i Herning Blue Fox

Efter ni år som målmand og træner i Herning Blue, stopper de seneste sæsoners assistent til cheftræneren, Lubos Pisar, i Herning-klubben. Det meddeler Blue Fox-hjemmesiden – og fortæller, at det er private årsager, der har fået Pisar til at stoppe. 

Det meddeles endnu ikke, hvem der skal afløse ham som assistent.

– Det har været en meget svær beslutning for mig både personligt og professionelt. Jeg har været en del af Blue Fox i de sidste 9 år, og den oplevelse har været meget udviklende og inspirerende for mig. Jeg har været heldig at være i stand til at forfølge min lidenskab i lang tid, hvilket ikke altid har været let for min familie, siger han. 

– Det gør også, at jeg har nået et punkt i mit liv, hvor jeg også skal prioritere deres behov, og tilbagebetale dem for deres støtte gennem årene. Jeg vil gerne takke alle for deres støtte og venskab. Jeg ønsker Jer alt det bedste, og håber i fremtiden at arbejde sammen med Jer igen”.

Blue Fox sender i meddelelsen en kæmpestor tak til Lubos Pisar, for hans mangeårige og utrættelige indsats gennem hele ni sæsoner for Herning Blue Fox.

Klubben skriver således: 

– Det er intet mindre end en enorm bedrift, der startede med to danske mesterskaber i de to første sæsoner. Herudover har han vundet pokalmesterskabet tre gange med rævene, og så er han tre år i streg kåret til ligaens bedste målmand. Igennem de ni sæsoner som henholdsvis spiller og assisterende træner, har han deltaget i imponerende fem finaleserier, så man kan roligt konkludere, hvor stor en indflydelse den slovakiske troldmand har haft.